
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil have sanktionerne mod russisk olie og gas genindført. Hans opfordring kommer, efter at der er indgået en våbenhvile i Mellemøsten. Denne aftale indebærer en foreløbig genåbning af Hormuzstrædet, hvor en femtedel af verdens olieforsyning passerer igennem.
- Nu begynder en våbenhvile i Mellemøsten og Golfen. Og jeg venter på, at sanktionerne på russisk olie bliver fuldt ud genindført, som de var før, siger Zelenskyj.
USA lempede i sidste måned på nogle af de oliesanktioner, der var indført mod Rusland. Det betyder, at lande indtil lørdag kan købe russisk olie, der allerede er udskibet fra Rusland.
Lempelsen af sanktioner skete for at afhjælpe en truende mangel på olie og de kraftige prisstigninger på olie, som verden oplevede, efter at USA og Israel indledte angreb mod Iran 28. februar.
Lettere sanktioner giver flere russiske indtægter
Rusland har opfordret USA til at lempe sanktionerne yderligere. Ukraine og dets europæiske allierede har derimod advaret om, at det kan være med til at finansiere Ruslands krig mod Ukraine.
Den generelle stigning i oliepriserne siden begyndelsen af krigen har givet Rusland øgede indtægter. De statslige finanser er ellers ved at være i bund efter mere end fire års krig i Ukraine.
Zelenskyj fortæller videre, at flere af Ukraines allierede i de seneste uger har kontaktet ham for at bede om, at Ukraine stopper de langtrækkende angreb på russiske oliedepoter, raffinaderier og andre former for olie- og gasanlæg.
- Jeg siger ikke, hvem der bad os gøre dette, siger Zelenskyj.
- Men partnere bad om det. De spurgte fra forskellige niveauer - fra politisk og militær ledelse.
Ukraine har foretaget en række gengældelsesangreb mod russiske olie- og gasanlæg og terminaler. I de seneste uger uger har ukrainske styrker blandt andet ramt havnene i Ust-Luga og Primorsk flere gange.
I forbindelse med den ortodokse påskehøjtid har Rusland og Ukraine indgået en kortvarig våbenhvile på 32 timer, der gælder lørdag og søndag.
/ritzau/AFP
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.





















