Ny principiel afgørelse fra den norske højesteret kaster bolden tilbage til politikerne - og det på trods af at klima og miljø er skrevet ind i den norske grundlov, det skriver k-news.dk.

Kan staten være juridisk forpligtet til at stoppe fremtidige investeringer i udvinding af gas og olie, hvis det belaster mængden af CO2-udledninger?

Det spørgsmål har den norske højesteret netop behandlet i en sag, der har fået stor opmærksomhed hos vores norske naboer.

Sagen handlede om ti nye tilladelser til udvinding af olie i Barentshavet nord for Norge. Tilladelserne, der blev givet i 2016, var blevet indbragt til domstolen af bl.a. Greenpeace, der kaldte dem ulovlige og på kant med den norske grundlovs §112, der i Norge kaldes 'miljøparagraffen'. Paragraffen blev skrevet ind ved en grundlovsændring tilbage i 1992, og den siger bl.a. at den har til formål at "verne naturen for kommende generasjoner. Den gir innbyggerne rettigheter og pålegger myndighetene ansvar. At miljøparagrafen står i Grunnloven betyr at den har rang over andre norske lover."

Den norske højesteret fastslog dog i deres afgørelse, at det alene er myndighedernes mandat at vurdere, hvilke miljømæssige investeringer der skal iværksættes i fremtiden.

Sagen er interessant, fordi sagsøgerne i tidligere instans hos, den norske pendant til landsretten, lagmannsretten, havde fået medhold i deres anklager.

Her gav man sagsøgere ret i, at §112 i den norske grundlov skal forstås sådan, at den "også omfatter retten til at undgå klimaforværringer gennem global opvarmning, og har under mente legmanssretten at udslip af drivhusgasser fra forbrædning af olie og gas i udlandet kan tages med i betragtning"

Sagen havde ikke store chancer

Afgørelsen her var en sejr for sagsøger, men sagen havde ikke de store muligheder for at vinde ved højere instans, vurderer advokat hos Simonsen Vogt Wiig Christian Reusch. For sagen afspejler ifølge ham et usikkert sagskompleks, hvor man beder Stortinget tage stilling til usikre vurderinger af potentielt fremtidige udledninger og miljøbelastninger. Og det ville være urealistisk at tro, at landets højeste instans ville dømme i sagsøgernes favør i et spørgsmål behæftet med så stor usikkerhed.

- Var det ikke muligt at finde en bedre sag? Med det mener jeg, en sag som ikke handler om fremtidige udslip, men om noget som var målbart her og nu. Var der virkelig nogen realistisk mulighed for, at Højesteret ville gå længere og anvende § 112 som en konkret rettighedsbestemmelse, skriver Wiig Christian Reusch i en kommentar til onlinemediet Rett24.

Reusch peger på, at Stortinget i den konkrete sag har truffet den eneste rigtige beslutning. For at afgørelsen ikke falder ud til sagsøgeres side skal ikke ses som, at det højeste organ i Norge er klimaskeptiske. Tværtimod skal det ses som udtryk for, at retssystemet står sin prøve.

- Det betyder ikke, at Højesteret er klimaskeptikere. Den første del af dommen omfattede en redegørelse for menneskeskabte klimaforandringer, og dommen forudsætter på mange måder, at dette er et problem, som kræver en betydelig indsats at løse. Mandatet til at gøre det ligger dog ikke hos dommere, men primært hos vores folkevalgte. Lad os vende sagen om og forestille os, at højesteretsdommerne var en flok klimaskeptikere, som ikke havde tillid til videnskaben. Så ville vi have været skeptiske ift. om de med Grundloven i hånden skulle komme frem til at indførte klimatiltag skulle tilsidesætte for ekspempel på grund af § 102, fordi de er for indgribende i privatlivet, skriver han i Rett24.

Sagen er det seneste skud på stammen af gruppesøgsmål, som flere steder i verden bringes for domstolene i forsøget på at bruge juraen som løftestang for at få landene til at reagere hurtigere på klimakrisen.

amp

Norsk dom udstiller juridiske udfordringer ved at dømme på klimaets vegne