DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Jack-up riggen "Mærsk Invincible" ligger i midten af Nordsøen, i farvandet mellem De Britiske Øer, Norge og Danmark, fotograferet fra helikopter onsdag den 9. oktober 2019. (Arkivfoto).
Niels Christian Vilmann, Ritzau Scanpix

Maersk Drilling fusionerer med konkurrent og får nyt navn

OPDATERET: Maersk Drilling går sammen med konkurrenten Noble. Selskabet vil hedde Noble Corporation.
10. NOV 2021 7.27

Maersk Drilling fusionerer med konkurrenten Noble. Det oplyser selskabet onsdag i en pressemeddelelse. Aktionærerne får 50 pct. af aktierne i det nye selskab, der får navnet Noble Corporation. Det nye selskab vil få hovedkvarter i Houston, Texas, i USA.

Noble arbejder ligesom Maersk Driling i oliebranchen, hvor det udlejer borerigge og boreskibe. Selskabet er registreret på Caymanøerne. Det er aftalt, at Nobles nuværende topchef, Robert W. Eifler, vil fortsætte som administrerende direktør i det nye selskab.

Maersk Drilling var tidligere en division i A.P. Møller Mærsk-koncernen. I 2019 blev selskabet udskilt af koncernen og børsnoteret på fondsbørsen i København. Det var i forbindelse med en ny strategi, hvor koncernen droppede olierelaterede aktiviteter og i stedet satte alt ind på transport og logistik.

Dengang blev det officielle navn lavet om til The Drilling Company of 1972. Men Maersk Drilling blev beholdt som brand. Mærsk-familien er fortsat hovedaktionær i Maersk Drilling via selskabet A.P. Møller Holding.

Aktionærer skal godkende

Fusionen mellem Maersk Drilling og Noble ventes at falde på plads i midten af 2022. Inden da skal aktionærerne i begge selskaber give grønt lys. Handlen skal også godkendes af en række myndigheder.

De største aktionærer i begge selskaber har på forhånd givet tilsagn om at støtte fusionen. Det fusionerede selskab vil have en årlig omsætning på omkring 2,1 mia. dollar - svarende til omkring 13,5 mia. kr.

Maersk Drilling har de sidste to år haft en omsætning på lidt mere end halvdelen af det beløb. Det er forventet, at fusionen vil kunne give årlige besparelser på 800 mio. kroner i løbet af to år efter transaktionen.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/maersk-drilling-fusionerer-med-konkurrent-og-faar-nyt-navn

GDPR