
Esbjerg Havn har indgået et samarbejde med det lokale investeringsselskab E. Bank Lauridsen Holding A/S, der køber 10 pct. af havnens ejendomsselskab. Det er et led i havnens strategi om at styrke engagementet fra en ekstern aktør og udviklingen af havnens aktiviteter. Det skriver Esbjerg Havn i en pressemeddelelse.
- Vi har haft et ønske om at involvere flere parter i aktiviteter på havnen til at understøtte vores arbejde med infrastrukturen. Det vil øge eksternt engagement, skaffe finansiering og sætte flere kompetencer i spil, så vi fremover kan sætte endnu flere projekter i gang, siger havnedirektør i Esbjerg Havn Dennis Jul Pedersen.
Havnens ejendomsselskab blev udskilt i 2024 med netop dette formål, og samarbejdet med E. Bank Lauridsen Holding A/S markerer første skridt i strategien. Den nye medejer efterfølger ingen tidligere partnere, da der hidtil har været tale om et rent havneejet selskab.
E. Bank Lauridsen Holding A/S vurderer, at havnens position som nøglespiller inden for offshore-aktiviteter i Nordsøen giver klare perspektiver. Samtidig passer investeringen godt ind i deres strategi om ejendomsudvikling.
- Vi har et ønske om at sprede vores portefølje af investeringer i ejendomme, og vi ser et stort potentiale på Esbjerg Havn. Samtidig er havnen drevet af visionære og ordentlige mennesker. Vi ser frem til, at vi sammen kan understøtte den generelle udvikling på havnen, og i øvrigt bidrage med vores erfaring indenfor ejendomsudvikling, investering og drift, udtaler Per Bank Lauridsen på vegne af familien bag selskabet.
Foruden partnerskabet er Esbjerg Havn i øjeblikket i gang med en omfattende havneudvidelse på 93 hektar, der forventes færdiggjort ved udgangen af 2025. Projektet inkluderer også nye lagerhaller for at imødekomme den stigende efterspørgsel. Havnens strategi indebærer, at flere eksterne aktører kan blive en del af ejerkredsen i fremtiden.
- Der er mange gode grunde til at vækste sammen. Det har vi planer om at flere skal deltage i, siger Dennis Jul Pedersen.
jel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.