DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Kilder: USA har sendt plan til Iran om at afslutte krigen

To embedsmænd siger til The New York Times, at USA har sendt en plan om en afslutning af krigen til Iran.  
25. MAR 2026 8.29
Internationalt
Olie
Politik
Sikkerhed

USA har sendt Iran en plan med 15 punkter til at afslutte krigen i Mellemøsten. Det siger to unavngivne embedsmænd med kendskab til den diplomatiske proces til The New York Times. Ifølge de unavngivne kilder er planen overdraget til Iran via Pakistan.

Det er ifølge avisen uklart, hvor bredt planen er blevet delt blandt iranske embedsmænd. Det står heller ikke klart, om Israel, der har angrebet Iran sammen med USA, bakker op om planen.

The New York Times har ikke selv set en kopi af planen. Men avisens kilder har delt nogle af dens overordnede linjer. Blandt andet kommer planen ind på Irans atomprogram og ballistiske missiler. Ifølge én af embedsmændene nævner planen også skibsruter.

Ifølge avisen viser den omtalte plan, at USA's præsident, Donald Trump, og hans administration har skruet op for indsatsen for at afslutte krigen, der har varet godt tre uger.

Oliepriserne er steget med 20 pct.

Siden USA og Israel i en storstilet operation angreb det mellemøstlige land den 28. februar, er oliepriserne eksploderet. Det skyldes blandt andet, at Iran reelt har blokeret for transporten gennem det strategiske knudepunkt Hormuzstrædet. 20 procent af verdens olie transporteres gennem strædet.

Iran har dog flere gange sagt, at ikkefjendtlige skibe godt kan få lov at sejle gennem strædet. Det er blandt andet sket i et brev til medlemmer af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO), skriver Financial Times tirsdag. IMO er et organ i FN og har 176 medlemslande, herunder Danmark.

Iran har dog også understreget, at hverken israelske eller amerikanske skibe er velkomne i strædet. Det samme gælder skibe fra lande, der støtter USA og Israel i krigen.

Ifølge avisen sidder omkring 3200 skibe fast i Den Persiske Golf. Mindst 22 skibe er blevet ramt af Iran, siden konflikten brød ud. Det er ifølge The New York Times uklart, hvorvidt Iran ventes at acceptere planen som et grundlag for eventuelt kommende forhandlinger.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/kilder-usa-har-sendt-plan-til-iran-om-at-afslutte-krigen

GDPR