DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Grundfos er en familie- og fondsejet virksomhed med hovedkontor i Bjerringbro. (Arkivfoto). - Foto: Johnny Madsen/Ritzau Scanpix

Grundfos ser omsætningen falde for første gang siden 2020

Trods en faldende omsætning har Grundfos fået sit overskud til at vokse marginalt i 2024, viser årsregnskab.
6. FEB 2025 11.40
Erhverv
Økonomi

Pumpegiganten Grundfos har i en længere årrække kunnet præsentere rekordregnskab efter rekordregnskab. Men sidste år faldt omsætningen i selskabet for første gang siden 2020. Det viser regnskabstal for 2024, som er blevet offentliggjort onsdag.

Sidste år omsatte selskabet for 33,2 mia. kr. mod 34,4 mia. kr. året før, fremgår det. Grundfos har til gengæld formået at løfte sit overskud marginalt til godt 3,4 mia. kr. i samme periode.

- Selv om toplinjen ikke lever op til vores forventninger, er jeg overordnet set tilfreds med vores økonomiske resultater, og jeg er særligt tilfreds med den positive vækst, vi oplever på flere af vores nøglemarkeder, siger Poul Due Jensen, der er administrerende direktør i selskabet, i en kommentar til regnskabet.

- Desuden hæfter jeg mig ved, at vi på trods af en nedgang i salget forsat driver en sund forretning med stort fremtidspotentiale.

Grundfos er en familie- og fondsejet virksomhed med hovedkontor i Bjerringbro, som producerer et bredt udvalg af pumper til brug inden for byggeriet og energi- og forsyningssektoren. 53-årige Poul Due Jensen er tredje generation i familien og deler navn med sin farfar, der stiftede virksomheden i 1945. Grundfos har knap 20.000 ansatte i 60 lande over hele verden.

Ny strategi skal skubbe på vækst

I 2024 voksede virksomheden på det amerikanske og indiske marked. Omvendt var salget i Kina og Europa - herunder i Tyskland - negativt påvirket af lavere efterspørgsel, fremgår det af årsregnskabet.

En ny strategi skal være med til at få Grundfos' forretning til at vokse på ny i år. Strategien har fået navnet "Ignite 27". Det skal ifølge virksomheden både være med til at understøtte målet om at vokse og målet om at mindske CO2-aftrykket.

- Verden er fortsat et ustabilt og uforudsigeligt sted, men vi går målrettet efter at levere vækst i det næste regnskabsår, siger Poul Due Jensen.

- Desuden vil vi i den kommende treårige strategiperiode sætte ekstra fart på vores vækstrejse og udbygge vores position som en ledende leverandør af intelligente vand- og klimaløsninger på globalt plan.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ccs/artikel/grundfos-ser-omsaetningen-falde-for-foerste-gang-siden-2020

GDPR