
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) har givet de første tilladelser til, at virksomheder kan begynde at lagre CO2 i den danske undergrund. Det skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.
- Vi kan endelig komme i gang med den del af arbejdet, der giver jord under neglene, sender CO2 ned i undergrunden og hjælper os med at nå vores klimamål, udtaler Lars Aagaard i pressemeddelelsen.
De første tilladelser er gået til virksomhederne Ineos og Wintershall DEA med projektet Greensand og til TotalEnergies. De anslår, at de kan lagre op mod 13 millioner ton CO2 om året i den danske undergrund i Nordsøen fra 2030.
Målet for Greensand er, at der fra 2025 kan lagres op mod 1,5 millioner ton CO2 i undergrunden om året og op mod 8 millioner ton årligt i 2030. Det alene er omkring en sjettedel af Danmarks årlige CO2-udledning, og der vil kunne fyldes op i 15 år.
TotalEnergies forventer med projektet Bifrost at kunne lagre mere end 5 millioner ton CO2 om året fra 2030, og virksomheden undersøger muligheden for at udvide. Med tilladelserne kan arbejdet sættes i gang med det samme.
Vigtig brik i klimamål
Siden Folketinget i forrige valgperiode vedtog klimaloven, har lagring af CO2 i undergrunden været en vigtig brik i at nå Danmarks klimamål. Processen kaldes CCS, og den består i at indfange den CO2, som bliver udledt, for så at pumpe den ned i undergrunden.
Der har dog været kritik af, at CO2-lagring er en måde at gemme udledningen af vejen uden reelt at fremme den grønne omstilling. Dansk Industris (DI) klimapolitiske chef, Anne Højer Simonsen, glæder sig over, at arbejdet med CO2-lagringen nu kan komme i gang.
- Tilladelserne er et vigtigt skridt for Danmark, så vi sikrer, at vi opnår de nødvendige CO2-reduktioner og når vores klimamål i 2025 og 2030, siger hun i en skriftelig kommentar:
- Hvis vi ikke holder tempoet, bliver det svært at nå målene og gøre en forskel for klimaet, ikke bare i Danmark, men også globalt.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.