DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Grafitten fra Amitsoq-minen kan blandt andet bruges til fremstilling af batterier til elbiler. (Arkivfoto). - Foto: Volkswagen Kai-Uwe Knoth/Ritzau Scanpix

Grønlandsk grafitmine får dansk støtte til at genåbne efter 100 år

Grafitmine, der lukkede i 1922, skal genåbne, og investeringsfond støtter planen med lån på 39 millioner.  
22. OKT 2025 13.17
Økonomi

Der er en økonomisk håndsrækning på vej fra Danmark til mineselskabet Green Roc, der vil genåbne en gammel grafitmine i det sydlige Grønland. Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) vil udstede et lån på 39 millioner kroner til genåbningen af Amitsoq-minen. Det skriver fonden i en pressemeddelelse.

Minen var i drift i perioden fra 1915 til 1922, men måtte lukke, fordi man manglede effektive redskaber til at adskille grafit fra malm. Grafit bruges blandt andet til fremstilling af litiumionbatterier. Kina dominerer den globale forsyningskæde for grafit og står for cirka 80 procent af udvindingen af naturlig grafit.

EU har indgået et strategisk partnerskab med Green Roc, som bejler til at blive et af i alt 13 projekter, som EU vil støtte med et milliardbeløb.

Vil fremme den grønne omstilling

For EIFO handler det netop om at understøtte "forsyningen af uundværlige råmaterialer til Europas grønne omstilling og til den europæiske forsvarsindustri", lyder det i pressemeddelelsen.

- Projektet ligger helt i tråd med EIFOs strategiske ambitioner om at finansiere bæredygtige og betydningsfulde erhvervsinitiativer i Grønland, samtidig med at vi styrker den europæiske forsyningssikkerhed af kritiske mineraler, udtaler chief commercial officer Peter Boeskov i meddelelsen.

- Vi arbejder ligeledes målrettet for at fremme den grønne omstilling, som i høj grad afhænger af stabile og sikre værdikæder for kritiske råmaterialer som grafit, lyder det.

Grafitten i Amitsoq-minen har ifølge pressemeddelelsen en ganske særlig kvalitet, der er velegnet til brug i batterier til elbiler og i "andre teknologier, der er kritiske for den grønne omstilling og for forsvarsindustrien".

Green Roc anslår, at der er op mod 23 millioner ton grafitmalm i minen. Planen er at bryde 400.000 ton malm om året og producere omkring 80.000 ton grafitkoncentrat om året.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//innovation/artikel/groenlandsk-grafitmine-faar-dansk-stoette-til-at-genaabne-efter-100-aar

GDPR