
LYNGBY-TAARBÆK: En eneretstilladelse til firmaet Innargi A/S til at efterforske og indvinde geotermisk energi ved Virum nord for København er kommet tættere på, oplyser Dansk Fjernvarme.
Så snart en meddelelse fra klimaminister Lars Aagaard (M) er blevet forelagt Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, vil tilladelsen bliver givet til Innargi, lyder det.
Det fremgår af meddelelsen fra ministeren til udvalget, at ansøgningen fra selskabet er indsendt for mere end et år siden, i august 2024, og at den gælder efterforskning og indvinding af geotermisk energi med henblik på fjernvarmeforsyning i et areal ved Virum.
Ned til 2800 meter
Selskabet har planer om at bore i en dybde fra ca. 1600 meter ned til ca 2800 meter - betegnet som Nedre Kridt ned til Bunter Sandsten Formationen.
Innargi har, som det beskrives, "kendskab til Virum-områdets geologi dels fra indsamlet seismisk data og dels fra Innargi A/S’ tidligere tilladelse til efterforskning og indvinding af geotermisk energi i København fra 2021”.
Fordi områdets geologi er tilstrækkelig kendt, vil der blive givet tilladelse til en efterforskningsperiode på fem år, selvom tilladelser som udgangspunkt gives for en seksårig periode.
Selskabet har ifølge den kommende tilladelse ret til at bede om en forlængelse på op til 30 år, hvis selskabet ender med at ville omsætte efterforskningen til reel varmeproduktion.
Innargi A/S er ejet af ATP, NRGI og AP Møller Holding.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.