Det bliver op til Østre Landsret at afgøre, om en bøde på 360.000 kroner for brud på loven om sikkerhed til søs til miljøorganisationen Greenpeace Danmark var rimelig eller ej.
Retten i Svendborg afsagde dom i sagen i begyndelsen af september, men Greenpeace kalder bøden for "ude af proportioner" og anker derfor til landsretten, skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Det var en række aktioner udført i foråret 2022 fra småbåde mod russiske olietankere i dansk farvand, som Greenpeace er blevet straffet for.
Ifølge miljøorganisationen var der tale om sanktionsbelagt olie, som er med til at finansiere Ruslands krig i Ukraine. Anklagemyndigheden havde krævet en bøde på mindst 480.000 kr., med henvisning til at organisationen tidligere er dømt for lignende aktioner.
Retten nåede frem til en bøde på 360.000 kr. og lagde netop vægt på, at organisationen tidligere er dømt. Samtidig vurderede retten, at bøden ikke er så stor, at den vil gøre det økonomisk umuligt for Greenpeace at aktionere i fremtiden. Men kampagnechef Sune Scheller fra Greenpeace Danmark mener, at bøden er for stor.
- Helt overordnet savner dommen proportionalitet. Der var tale om en fredelig protest med nogle få kajakker, svømmere og et lille sejlskib, der i demonstration mod russisk olie var årsag til, at nogle olietankere kortvarigt måtte ændre kurs på åbent vand, siger han i pressemeddelelsen.
- Det er skudt helt forbi målet, når retten straffer den handling med så abnormt stor en bøde, lyder det fra Sune Scheller.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.