
Forsyningstilsynet har netop godkendt en ny model for Energinets systemtarif. Konkret betyder den nye model, at danske elforbrugere i fremtiden skl betale ca. 25 pct. mindre pr. kilowatt-time, de bruger, i systemtarif til Energinet. Til gengæld skal alle danske elforbrugere betale et fast, årligt abonnement på 180 kr., oplyser Energinet.
- Vi har i årtier haft et meget simpelt tarifsystem, hvor forbrugerne udelukkende betaler pr. kilowatt-time, de bruger. Den nuværende model har været god og ligetil, men den risikerer at blive en hindring for den grønne omstilling og de enorme forandringer, energisystemet står overfor, siger Marie Budtz Pedersen, afdelingsleder i Energinet.
Bl.a. ventes det danske elforbrug at blive fordoblet flere gange, i takt med at vi dropper olie, kul, naturgas, benzin og diesel og skifter til elektriske varmepumper, elbiler, bygger store elektrolyseanlæg, der skal lave grøn brint, mv. En generelt lavere tarifbetaling for den strøm, vi bruger, vil tilskynde til elektrificering af varmesektoren, transportsektoren, industri mm.
Marie Budtz Pedersen peger på, at når vi som forbrugere køber færre fossile brændsler og i stedet øger elforbruget, vil tarifbetalingen pr. kilowatt-time falde. Energinet skønner, at tarifgrundlaget over de kommende 5 år vil stige med 20-40 pct. sammenlignet med 2023, så der vil blive mange flere kilowatt-timer at sprede samfundets udgifter ud på.
Store forbrugere har hidtil betalt for meget
Ifølge Energinet er den nye model med et årligt abonnement på 180 kr., som vil betyde at mindre elforbrugere skal betale mere, mens store opnår en besparelse, en mere en mere rimelig måde at fordele samfundets udgifter på.
Det skyldes at dele af mkostningerne, der går til at drive eltransmissionssystemet og omkostninger til at håndtere data om den enkeltes elforbrug, er de samme, uanset om man er lille eller stor forbruger. I den nuværende model betaler de store forbrugere en uforholdsmæssig stor del af udgifterne.
- Den nye model kommer til at betyde, at små forbrugere kommer til at betale mere end i dag, fx tomme erhvervslejemål, sommerhuse eller mindre lejligheder, hvor der af den ene eller anden grund ikke er ret meget elforbrug. For familier med fx både elbil og varmepumpe i husstanden og dermed større elforbrug, vil man komme til at betale mindre i systemtarif end i dag, siger Marie Budtz Pedersen.
PtX-producenter og andre storforbrugere får rabet efter 100 millioner kilowatt-timer
Et andet hovedelement i Energinets nye systemtarifmodel er, at systemtariffen vil falde til 10 procent af den gældende takst for elforbrug over 100 millioner kilowatt-timer.
De største elforbrugere skal fortsat betale samme systemtarif som alle andre op til et årligt forbrug på 100 millioner kilowatt-timer. Et forbrug på 100 millioner kilowatt-timer svarer til en systemtarifbetaling på ca. 4,5 mio. kr. årligt.
Vi vil i Danmark gerne have virksomheder, der laver grøn brint af strøm fra vindmøller og solceller, så vi kan være med til at sikre klimaomstillingen i de industrier, der forsat har behov for brændsler. Det drejer sig bl.a. om tung transport, skibstrafik og fly. Hvis de skulle betale det samme for den første kilowatt-time som den sidste, så ville udviklingen af grønne brændsler blive bremset eller flytte til udlandet, siger Marie Budtz Pedersen.
I dag er der en håndfuld virksomheder, som har et årligt forbrug over 100 millioner kilowatt-timer. I fremtiden, hvor der ventes at opstå brint- og Power-to-X-produktion (PtX) med storskala elforbrug, ventes antallet at stige, og dermed stiger også tarifindtægterne fra denne gruppe af storforbrugere, hvilket på sigt kan komme alle forbrugere til gavn i form af lavere systemtarifbetaling.
Ændringerne for Energinets systemtarif træder i kraft den 1. januar 2024.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.