DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Henna Virkkunen, som er EU-Kommissionens ledende næstformand med ansvar for teknisk suverænitet, sikkerhed og demokrati, præsenterede tirsdag EU-Kommissionens rapport om, hvordan det står til med retssikkerheden i EU-landene. - Foto: Johanna Geron/Reuters

EU-Kommission: Danmark bør stramme regler for svingdørslobbyisme

Danske regler er ikke stramme nok for ministre, der skifter til job i det private, mener EU-Kommissionen.  
9. JUL 2025 9.06
Arbejdsmarked
EU

Danmark gør fortsat intet for at regulere svingdørslobbyisme blandt ministre. Sådan lyder det i den årlige rapport om retssikkerheden i EU-landene, som EU-Kommissionen har præsenteret tirsdag. Begrebet svingdørslobbyisme dækker over, at ministre skifter job til den private sektor. Kritikken lyder, at det kan føre til interessekonflikter.

Tidligere tirsdag sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at hun ikke mener, det er noget, Danmark har store udfordringer med.

- Jeg synes ikke, at vi generelt har mange udfordringer i Danmark, hvad det angår.

Mette Frederiksen understregede tirsdag, at hun på tidspunktet for sine udtalelser endnu ikke havde set rapportens konklusioner.

- Jeg ved godt, at der er nogle af mine kolleger, der går ud og laver noget andet arbejde ved siden af. Men som jeg oplever det, så gør de det på en god og klog måde, sagde Mette Frederiksen.

EU-Kommissionen konkluderer, at Danmark heller ikke gør nok for at regulere lobbyisme. Derudover fører Danmark ikke tilstrækkelig kontrol med de økonomiske erklæringer, som topembedsmænd skal indsende, lyder det.

Blev påpeget allerede i 2024

Problematikken omkring svingdørslobbyisme blev markeret allerede i 2024-udgaven af EU-Kommissionens rapport. I 2024 lød det, at det i de seneste 15 år var sket knap syv gange om året, at danske ministre skiftede deres job ud med et arbejde i det private.

I år konkluderer EU-Kommissionen, at Danmark ikke har gjort fremskridt på området. Derudover har den danske regering ingen planer om at gøre noget ved det.

- De danske myndigheder mener fortsat, at det nuværende system fungerer godt, men bekræfter samtidig, at der ikke er nogen specifik overvågningsmekanisme på plads, lyder det i rapporten.

EU-Kommissionens forslag lyder, at regeringen skal indføre regler for det, men specificerer ikke hvilke. Et forslag, der tidligere har været til debat, er at indføre en karensperiode - altså en periode hvor ministre ikke må indtage poster i det private, der kunne føre til interessekonflikter.

Rapporten konkluderer derudover, at der mangler regler for integritet for de danske parlamentarikere. Her noterer kommissionen, at der ikke er et adfærdskodeks og mangler et system til at registrere parlamentarikeres eksterne aktiviteter og økonomiske interesser.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/eu-kommission-danmark-boer-stramme-regler-for-svingdoerslobbyisme

GDPR