EU-landene er enige om den 17. sanktionspakke mod Rusland. Sanktionerne, som formelt skal vedtages på tirsdag, vil ramme Ruslands skyggeflåde. Det sker for at begrænse Ruslands krigsøkonomi. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Ruslands skyggeflåde er betegnelsen for olietankere, der transporter russisk olie og er belagt med sanktioner. De nye sanktioner var allerede i støbeskeen i april, og de kommer, mens Rusland indtil videre blokere for den 30 dage lange våbenhvile, som Ukraine allerede har sagt ja til. Derfor ventes det, at EU vil forsøge at optrappe sanktionerne for at lægge pres på Rusland i fredsforhandlingerne.
På et udenrigsministermøde i april fastslog EU's udenrigschef, Kaja Kallas, at målet var at have de nye sanktioner klar i maj rettet mod skyggeflåden. Hun fastslog i den forbindelse, at olie er et af områder, der vil ramme Ruslands økonomi.
- Jeg synes, at vi skal gå så hårdt til værks som muligt, sagde Kaja Kallas på udenrigsministermødet i Luxembourg i april måned.
Dansk opbakning
På samme møde bakkede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) op om en ny sanktionspakke.
- Det er også noget, vi fra dansk side læner os ind i. Vi ønsker de hårdest mulige sanktioner på Rusland. Der skal meget gerne komme en 17. sanktionspakke på Rusland snart, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Sanktionspakken omfatter ifølge AFP en sortlistning af omkring 200 olietankskibe, som bruges til at omgå restriktioner på russisk olieeksport.
Virksomheder i lande som Vietnam, Serbien og Tyrkiet, der beskyldes for at hjælpe med at levere varer til det russiske militær, vil også blive pålagt restriktioner. Derudover vil en række russiske embedsmænd blive føjet til de næsten 2400 personer og enheder, der allerede er ramt af visumforbud og indefrysning af aktiver.
Pakken indeholder også sanktioner mod russiske enkeltpersoner på grund af cyberangreb, menneskerettighedskrænkelser og sabotage i Europa. Moderaternes medlem af EU-Parlamentet, Stine Bosse, mener, at sanktionspakken rammer rigtigt.
- Endelig tager EU fat om Ruslands skyggeflåde. Det har taget for lang tid til min smag, men nu strammer vi grebet om den skjulte aktivitet, der fortsat finansierer Putins krig og konstant udgør en risiko for både vores miljø, da skibene ofte er gamle og slidte, men også for vores sikkerhed, da vi har set, at skibene bliver brugt til for eksempel sabotage af undersøiske kabler, siger Stine Bosse.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.