
Esbjerg Havn har afsluttet endnu en etape af sin udvidelse og tilføjer nu 570.000 kvadratmeter nyt areal i havnens østlige del. Udvidelsen gør det muligt at tage større skibe ind og markerer en vigtig milepæl for havnens rolle i både godstransport og den grønne omstilling. Det skriver Esbjerg Havn i en pressemeddelelse.
– Esbjerg Havn har international betydning. Denne udvidelse er afgørende for, at vi i endnu højere grad kan løfte den grønne omstilling og sikre de bedste rammer for virksomhederne på havnen, siger Dennis Jul Pedersen, der er direktør i Esbjerg Havn.
Behovet for mere plads er drevet af tre centrale aktiviteter: udskibning af offshore vind, etablering af en CO2-terminal og håndtering af modulært gods. Fire femtedele af den europæiske havvindskapacitet er udskibet fra Esbjerg, svarende til 27,5 GW. I løbet af de næste fem år skal yderligere 13,5 GW havvind installeres via Esbjerg, især fra projekter i Tyskland og England.
De nye arealer skal også huse Danmarks første CO2-terminal, som bliver Europas første fuldskala CCS-anlæg. Terminalen skal stå færdig i slutningen af 2025 og skal lagre CO2 i undergrunden i Nordsøen.
De 570.000 kvadratmeter bliver klar til udlejning i slutningen af året. Udvidelsen skal styrke virksomhedernes drift og understøtte mål om effektiv håndtering af modulært gods. Med ruter til 27 europæiske havne og over 4,5 mio. tons gods årligt er Esbjerg Havn i dag Danmarks største RoRo-havn.
Udbygningen er sket med hensyn til miljøet. Materialerne fra uddybningen er løbende blevet testet for forurening, og ingen klapning af havbundsmaterialer er foregået.
– Vi er meget stolte af, at udvidelsen er foregået med respekt for miljøet og på den mest miljørigtige måde ved udnyttelsen af oprenset materiale på den bedste måde, siger Dennis Jul Pedersen.
Det nye areal på 93 hektar består af 74 hektar inddraget fra søterritoriet og et tilstødende område på 19 hektar. Udvidelsen forventes færdiggjort ved udgangen af 2025, og der opføres nye lagerhaller for at imødekomme efterspørgslen.
Samtidig indtræder E. Bank Lauridsen Holding A/S som medejer af havnens ejendomsselskab. Beslutningen blev formelt godkendt på byrådsmødet i går aftes.
– E. Bank Lauridsen Holding A/S bliver vores første medejer og vi er utroligt glade for, at det bliver netop dem. De er lokale med stor aktivitet og interesse i byen, havnen og dens videre udvikling, siger Dennis Jul Pedersen.
Hos E. Bank Lauridsen Holding A/S vurderer man, at havnen har en stærk position inden for offshore aktiviteter, og investeringen passer ind i selskabets strategi.
– Vi har et ønske om at sprede vores portefølje af investeringer i ejendomme, og vi ser et stort potentiale på Esbjerg Havn. Samtidig er havnen drevet af visionære og ordentlige mennesker. Vi ser frem til, at vi sammen kan understøtte den generelle udvikling på havnen, og i øvrigt bidrage med vores erfaring indenfor ejendomsudvikling, investering og drift, udtaler Per Bank Lauridsen, på vegne af familien bag selskabet.
Det er første skridt i en strategi om at invitere flere eksterne investorer ind i havnens ejendomsselskab.
– Der er mange gode grunde til at vækste sammen. Det har vi planer om flere skal deltage i, siger Dennis Jul Pedersen.
jel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.