Regeringen vil sænke elafgiften til EU’s minimumssats i 2026 og 2027. Det vækker opbakning hos både Dansk Industri og Dansk Erhverv, der betegner tiltaget som et nødvendigt skridt for både husholdninger og den grønne omstilling.
Begge organisationer ser elafgiftslempelsen som en tiltrængt håndsrækning til danskerne i en tid med stigende priser, men også som en vigtig løftestang for at fremme elektrificeringen af energiforbruget.
- En lavere elafgift vil gøre det billigere for forbrugerne. En lempelse af elafgiften vil rent faktisk mindske uligheden i samfundet, da elafgiften i dag rammer socialt skævt. I en tid, hvor priser på mange forbrugsgoder stiger, vil en lavere elafgift være kærkommen lempelse af økonomien for mange forbrugere, siger Troels Ranis, der er vicedirektør i DI.
Dansk Erhverv peger på, at lempelsen især vil komme almindelige familier og momsfritagede erhverv til gode.
- Den grønne omstilling skal være en folkebevægelse, og det bliver den først for alvor, når alle kan se, at det både er det rigtige for klimaet og det billigste for husholdningen, siger Ulrich Bang, der er vicedirektør i Dansk Erhverv.
Organisationen foreslår samtidig et elektrificerings- og energieffektiviseringsfradrag som næste skridt, der skal styrke erhvervslivets grønne investeringer og skabe strukturelle incitamenter til at erstatte olie og gas med grøn strøm.
- Næste skridt må være at se på, hvordan vi bedst understøtter virksomhedernes omstilling. Dansk Erhverv har foreslået et elektrificerings- og energieffektiviseringsfradrag, som vil øge incitamentet til at investere i grøn strøm og energieffektive løsninger. Det vil både fremme den grønne omstilling og styrke virksomhedernes konkurrenceevne, siger Ulrich Bang
Begge organisationer understreger, at elektrificering er afgørende for at opnå klimamål, sikre forsyningssikkerhed og styrke dansk konkurrenceevne.
- Det er super positivt, at regeringen lægger op til at lempe elafgiften, da det vil være til gavn for den elektrificering, der er en grundsten i den grønne omstilling. For den går slet ikke går hurtigt nok i øjeblikket, siger Troels Ranis.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.