DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Energipriser stiger - inflation tager største hop i 13 år

Ifølge økonom svarer stigning i inflationen til, at en børnefamilie bruger 15.500 kroner mere på samme varer.
10. DEC 2021 10.10
Energiø
Økonomi

Det er blevet dyrere at være dansker det seneste år. Forbrugerprisindekset, der måler inflationen i Danmark, steg i november med 3,4 prct. sammenlignet med året før. Det er den højeste stigning siden oktober 2008 og i over 13 år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er særligt prisstigninger på brændstof, el og gas, som bidrager til den højere inflation. Årsstigningen på el var i november 32,2 pct. Det er det højeste i 30 år. Ifølge cheføkonom Søren Kristensen fra Sydbank var gasprisen den, der gav det største bidrag til inflationen i november. Det rammer både forbrugere og virksomheder, hvor fragtraterne mange steder gør ondt, forklarer han.

- Heldigvis har vi set, at nogle af priserne er begyndt at falde igen, så jeg tror, at vi er tæt på toppen.

- Men omvendt vil vi nok se, at de her prisstigninger de næste måneder vil sprede sig til en lang række af varer. Så inflationen vil være høj i et godt stykke tid endnu, siger han.

Den stigende inflationen svarer til, at en børnefamilie i dag skal bruge 15.500 kr. mere for at købe de samme varer og tjenester som for et år siden. Det vurderer cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank.

- Det afhænger selvfølgelig af familiens forbrugssammensætning, men det er en meget markant stigning i merudgifterne for danskerne, skriver han i en kommentar til tallene.

Lønnen ikke fulgt med

Han peger på, at der endnu ikke ses kraftige stigninger i lønnen. Ifølge økonom Søren V. Kristensen fra Sydbank stiger priserne lige nu mere end lønningerne. Derfor er reallønnen - hvor meget du kan købe for dine penge - gledet i baggrunden, vurderer han.

- Det er første gang i næsten ti år, at priserne stiger mere end lønningerne. Men det tror jeg, der vil blive lavet om på det næste halve års tid, hvor der er mangel på arbejdskraft.

- Lige nu er der historisk gode argumenter for at gå ind til chefen og bede om lidt mere i løn, siger han.

Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid. Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge. Omvendt vil man gerne gerne have en lille, stabil inflation i økonomien, fordi det holder gang i forbruget.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/energipriser-stiger-inflation-tager-stoerste-hop-i-13-aar

GDPR