DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Norden bør være i front i grøn skibsfart, mener Green Power Denmark, Danske Rederier og Danske Havne. (Arkivfoto.)
Morten Rasmussen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Danske organisationer: Norden bør føre an i udviklingen af grønne brændstoffer til skibsfart

Green Power Denmark, Danske Rederier og Danske Havne opfordrer regeringerne i Norden til at føre an i udviklingen af den grønne skibsfart i Nordsøen og Østersøen.
21. JUN 2023 9.43
Power-to-X

Skibe, som sejler i Nordsøen og Østersøen, udleder hvert år omkring 58 millioner ton CO2. Til sammenligning var den samlede udledning i Danmark i 2021 på 46 millioner ton CO2. Den CO2-udledning kan blive halveret med en målrettet indsats, viser rapporten ”Grøn skibsfart i Nord- og Østersøen”, som Green Power Denmark har udarbejdet i samarbejde med 15 virksomheder og organisationer.

En væsentlig del af skibene i Nordsøen og Østersøen er færger og fragtskibe, som sejler på faste ruter og jævnligt kommer i havn. Der vil de kunne blive tanket op med grønne brændstoffer som e-metanol og e-ammoniak.

- Vi har gode muligheder for at begynde en produktion af grønne brændstoffer og sikre, at skibene kan tanke i de havne, hvor de lægger til. Vi har også planer om at producere masser af grøn strøm fra vind og sol, som er den vigtigste ingrediens i fremtidens brændstoffer til skibe. Vi mangler bare, at politikerne skubber udviklingen i gang, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark, i en pressemeddelelse.

Mere ambitiøse målsætninger skal snart drøftes

FN’s Internationale Søfartsorganisation (IMO) har i dag et mål om, at den samlede udledning fra skibsfarten skal være halveret i 2050.  Men på IMO’s topmøde om få uger skal medlemslandene tage stilling til, om der skal være et mål om klimaneutral skibsfart i 2050. EU har allerede besluttet, at skibsfarten gradvist skal reducere udledningerne af drivhusgasser mod 2050 og fra næste år vil sektoren også indgå i det europæiske kvotehandelssystem.

Green Power Denmark, Danske Rederier og Danske Havne mener, at de nordiske regeringer har mulighed for at påvirke udviklingen, så skibsfarten flytter sig hurtigere i en klimavenlig retning. Samtidig har de nordiske lande mulighed for at blive førende inden for en af fremtidens vigtigste grønne teknologier.

- Udviklingen i produktion af nye grønne brændstoffer foregår lidt tilfældigt og ukoordineret i øjeblikket. Flere rederier har bestilt skibe, som kan sejle på e-metanol, og de kæmper med at skaffe nok grønt brændstof. Med en fælles nordisk politisk ambition er der større chance for, at produktionen af brændstoffer på sigt vil følge med efterspørgslen, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Politisk handling nødvendig

De grønne brændstoffer til skibsfarten vil blive produceret af strøm fra vedvarende energikilder via Power-to-X. Omstillingen kræver altså, at der er adgang til rigelige mængder grøn strøm, anlæg som kan producere brændstofferne og en havneinfrastruktur, der kan understøtte omstillingen. Konkret vil  en reduktion på 30 millioner ton CO2 i 2040 kræve omkring 35 GW elektrolysekapacitet og en tilsvarende mængde havvindskapacitet.

Green Power Denmark, Danske Rederier og Danske Havne foreslår, at de nordiske lande sætter sig en ambition om at producere grønne brændstoffer til skibsfarten i Nordsøen og Østersøen, som svarer til en CO2-reduktion på fem millioner tons i 2030. Derefter skal der gradvis skrues op for produktionen af brændstofferne, så der bliver opnået en CO2-reduktion på 30 millioner tons i 2040.

Politiske målsætninger for skibsfartens klimabelastning vil kræve et tæt samarbejde mellem de nordiske lande. Men det er samtidig en chance for at spille en fremtrædende rolle internationalt, mener de tre organisationer.

- Jo hurtigere vi handler, og jo højere ambitionerne bliver, desto større er muligheden for, at Norden kan spille en international rolle og gøre produktionen af grønne brændstoffer til både en effektiv klimaløsning og en erhvervsmæssig styrke, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark

Rapporten ”Grøn skibsfart i Nord- og Østersøen” indeholder også tre konkrete anbefalinger til Danmarks bidrag til den grønne omstilling af skibsfarten i Norden. Danmark bør sætte særskilte mål for produktion af grønne brændstoffer til skibsfarten, sikre at danske havne bliver energiknudepunkter i den grønne omstilling og arbejde for nye virkemidler, der kan mindske prisforskellen mellem fossile og grønne brændstoffer.

amp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/danske-organisationer-norden-boer-foere-an-i-udviklingen-af-groenne-braendstoffer-til-skibsfart

GDPR