DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Selskaberne Dan-Bunkering og Bunker Holding idømmes millionbøder for brud på EUs sanktioner vedrørende Syrien. Direktør får fire måneders betinget fængsel. Det skriver Ritzau, tirsdag den 14. december 2021.
Claus Fisker, Ritzau Scanpix

Brændstofsalg til krig i Syrien koster dansk firma millionbøde

Dan-Bunkering idømmes bøde på 30 mio. for leverancer af jetbrændstof til Syrien. Topchef får fængsel.
14. DEC 2021 11.25

Selskaberne Dan-Bunkering og Bunker Holding idømmes tirsdag millionbøder for brud på EU's sanktioner vedrørende Syrien. Direktør får fire måneders betinget fængsel.

Selskaberne er af Retten i Odense fundet skyldige i at have solgt 172.000 ton jetbrændstof i strid med et EU-forbud.

De store mængder blev solgt til det russiske militær. Leverancerne fandt sted i Tyrkiet og i europæiske havne tæt på Syrien. Bagmandspolitiet har fremlagt beviser for, at brændstoffet blev sejlet til Banias i Syrien, mener retten.

Dan-Bunkering er idømt en bøde på 30 mio. kr., mens straffen til moderselskabet er en bøde på fire millioner kroner.

Keld R. Demant, der er administrerende direktør i Bunker Holding og bestyrelsesformand for Dan-Bunkering, idømmes fire måneders fængsel. Han skal dog ikke afsone. Straffen gøres betinget.

Overtrædelse var uagtsom

Chefen er kendt skyldig i brud på sanktionerne under særligt skærpende omstændigheder. Men hans overtrædelse af straffeloven er uagtsom, lyder det fra retsformanden, dommer Jens Lind, da han redegør for dommen.

Desuden konfiskeres fortjenesten på godt 15 mio. kr. Helt præcist skal statskassen have 15.650.472 kr. og 82 øre.

- Vi kommer til at bede om betænkningstid, siger advokat Jacob Skude Rasmussen, der har forsvaret Dan-Bunkering. Samme melding kommer fra de advokater, der forsvarer Bunker Holding og Keld R. Demant.

Handlerne blev indledt i efteråret 2015, netop da Rusland var gået ind i borgerkrigen i Syrien på præsident Assads side.

I alt skete der 33 leverancer. Med slukkede signaler sejlede de russiske tankskibe "Yaz" og "Muhkalatka" brændstoffet til Syrien, er det kommet frem under sagen.

En ekspert fra Forsvarsakademiet har under sagen sagt, at Ruslands indtræden i krigen var et vendepunkt. Og det har også optaget Bagmandspolitiet.

- Det siger noget om grovheden af denne her overtrædelse, at det er gået ind i tankene på russiske jagerfly, som på vegne af Assad har bombet oppositionen til Assad, sagde senioranklager Anders Rechendorff under sin procedure.


Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/braendstofsalg-til-krig-i-syrien-koster-dansk-firma-millionboede

GDPR