DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Borgere kritiserer udvikler: - De fordrejer og manipulerer

En gruppe borgere fra Mesing føler, at de blev brugt til at blåstemple vindmølleprojekt, da afgørende rapport blev udarbejdet. Udvikleren afviser kritikken.  
7. JUL 2025 13.40
Demokrati
Onshore

Michael Kaare Jensen og de andre borgere i Mesing i Skanderborg Kommune blev noget overraskede, da de modtog en afsluttende rapport om et kommende vindmølleprojekt. Det skriver TV 2 Østjylland.

- Vi har i alt 17 eksempler på, at der er sket, hvad vi vil kalde fordrejninger, tilretninger og manipulation af vores ord i forhold til det endelige dokument, fortæller Michael Kaare Jensen. 

Rapporten skulle præsenteres for både politikere og borgere på et borgermøde og danne grundlag for, om projektet skal føres ud i livet.

Inden rapportens offentliggørelse har gruppen af borgere holdt møder med både Skanderborg Kommune og projektudvikleren, Skanderborg-Hørning Fjernvarme.

Men den endelige rapport udarbejdet af projektudvikleren, Skanderborg-Hørning Fjernvarme, er ifølge borgerne problematisk. Ifølge Michael Kaare Jensen, så kom den lokale dialoggruppe til at fremstå mere positive for projektet, end de egentlig er.

- Vi synes, det er et eksempel på, at vi bliver taget til indtægt for nogle ting, som vi ikke ønsker at blive taget til indtægt for, og som ikke er rigtige, siger han.

Ifølge borgerne går udvikler, Skanderborg-Hørning Fjernvarme, med til at rette syv af de 17 punkter.

- Vi synes stadigvæk, dokumentet er meget tendentiøst og manipulerende, og problemet er, at dokumentet bliver forelagt politikerne, siger Michael Kaare Jensen.

Borgergrupperne omkring VE-projekterne er en del af en ny proces i kommunen. Formålet er er, at borgerne i højere grad skal høres, inden projektudviklerne sender deres endelige ansøgning til politisk behandling.

Michael Kaare Jensen har tidligere kritiseret Skanderborg Kommunes referater i forbindelse med dialogmøderne mellem kommune, projektudvikler og borgere. Kommunen har erkendt, at de har begået fejl.

Den problematik giver kommunalforsker hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, ham ret i.

- Ved ikke at inddrage på en reel vis skabes der endnu mere modstand imod de projekter med sol og vind. Derfor opfordrer eksperter inden for området netop til at have åben og reel inddragelse, siger kommunalforskeren.

TV2 Østjylland har set den originale rapport, hvor der blandt andet er skrevet:

"Naboerne viste generelt positiv interesse for projektet(...)"

"Den gule placering er et konkret resultat af dialog med medlemmer af borgerinddragelsesgruppen(...)".

Elementer, som borgerne afviser, at de har givet udtryk for, og som efterfølgende er blevet rettet i rapporten.

TV2 Østjylland har bedt Skanderborg Hørning Fjernvarme om et interview, men de har ikke ønsket at stille op. I en mail skriver de:

- Skanderborg-Hørning Fjernvarme er som udvikler på vindmølleprojektet ved Mesing gået ind i dialoggruppearbejdet med et ønske om at lytte til lokale ønsker, og hvor det er muligt tilpasse projektet herefter. Vi har ikke haft noget ønske om eller behov for at bruge dialoggruppen til at blåstemple projektet, skriver Peter Jensen, der er direktør ved Skanderborg-Hørning Fjernvarme.

Derudover har de ikke yderligere kommentarer, oplyser de.

amp

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/borgere-kritiserer-udvikler-de-fordrejer-og-manipulerer

GDPR