
Besætningerne hos Esvagt Cantana og Maerks Etienne udviste på hver sin måde en helt exceptionel indsats og stort mod, da de hver var med til at redde menneskeliv sidste år. Derfor er de to besætninger nu blevet nomineret til International Maritime Organizations (IMO) pris for Exceptional Bravery at sea.
Besætningen hos Esvagt Cantana fortsatte i 104 minutter med at give den dengang kun 19-årige Asbjørn Morell hjertemassage og kunstigt åndedræt – selv efter at den skotske kystvagt over radion havde opgivet håbet.
- Vi er fantastisk stolte af besætningen om bord på Esvagt Cantana, der leverede en fænomenal indsats den aften, Asbjørn faldt om med hjertestop. De viste på fornemmeste vis, hvad fokus på sikkerhed, træning og teamwork kan udrette, og reddede dermed Asbjørns liv. Vores lykønskninger og tak går derfor helt og aldeles til ’besætningen der aldrig gav op’, siger Esvagts DCEO Kristian Ole Jakobsen.
Asbjørn Morell lå efterfølgende ti dage i koma, men er siden kommet sig uden men.
Redningsaktion blev til storpolitik
Maersk Etienne stod for en af sommerens store maritime dramaer, da tanksibet kom 27 mennesker til undsætning i Middelhavet, efter deres båd kæntrede. Dramaet endte dog ikke her, eftersom Maersk Etienne efterfølgende ikke kunne få lov at sætte de 27 nødstedte i land.
Undervejs sprang tre migranter over rælingen i desperation over de usikre forhold, ligesom at Maersk Etienne ikke var gearet til at have 27 ekstra personer ombord. Læger vurderede, at flere af migranterne havde brug for hjælp. Efter 38 dage kunne besætningen på Maersk Etienne overflytte de 27 mennesker til et ngo-skib.
- Deres resolutte handling reddede 27 menneskers liv. De viste et enestående mod og en enorm styrke og handlekraft under et ekstremt pres i 38 dage, hvor de hjalp de nødstedte og ovenikøbet reddede tre af dem, da de hoppede over bord i desperation, siger Tommy Thomassen, teknisk direktør i Maersk Tankers.
Sagen har efterfølgende ført til en større diskussion om rederiernes rolle og forholdene for migranter.
- Desværre må vi sige, at problemet relateret til rederiers hjælp til nødstedte personer i Middelhavet langt fra er løst. Derfor efterlyser vi fortsat en politisk løsning for, hvad rederier skal gøre næste gang, de kommer nødstedte til undsætning. Vi vil fortsætte med at gøre vores del til, at den løsning falder på plads, siger Tommy Thomassen.
"Essensen af godt sømandskab"
Esvagt og Maersk Tankers indstilles til prisen på opfordring af Danske Rederier af henholdsvis Søfartsstyrelsen og International Chamber of Shipping (ICS).
I Danske Rederier håber man, at indstillingen kan være med til at minde om, hvad det kræver at arbejde til søs.
- De seje besætninger på Esvagt Cantana og Maersk Etienne fortjener et kæmpe skulderklap for deres heroiske indsatser. De handlede, hvor andre måske ville have tøvet. Det er essensen af godt sømandskab og jeg håber, at indstillingen til denne pris vil ses som den anerkendelse, den er ment som. Lige meget om de vinder prisen eller ej, er jeg meget stolt af deres indsats, siger Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier.
Prisen gives hvert år til individer, som udviser enestående mod til søs ved at risikere deres eget liv og sikkerhed i forsøget på at redde andre eller ved at forebygge eller mildne skader på det marine miljø.
Prisen uddeles af International Maritime Organization, der er en organisation under FN.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.