DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Nord Stream-gasanlægget i Lubmin i Tyskland. Torsdag morgen vil det vise sig, om det russiske gasselskab er klar til at sende gas igennem Nord Stream 1 igen.
John Macdougall, Ritzau Scanpix

Afgørelsens time for den russiske gas

Det russiske gasselskab Gazprom har haft rørledningen Nord Stream 1 lukket for at vedligeholde den. Gashanerne skal genåbnes torsdag. Men vil russerne åbne?  
20. JUL 2022 9.23
Energi
Gas
Politik

Den årlige vedligeholdelse af gasrørledningen Nord Stream 1 slutter efter planen torsdag klokken 06.00, og så skal det statslige russiske gasselskab Gazprom igen åbne for gasforsyningen til de europæiske forbrugere.

Det gælder særligt forbrugerne i Italien og Tyskland, hvor såvel industri som private er storforbrugere af russisk gas. I år er der imidlertid usikkerhed om, hvorvidt gassen leveres igen torsdag morgen. Der er frygt for, at russerne slet ikke agter at genåbne. Det vil i givet fald give enorme problemer for Europa.

Det er krigen i Ukraine, der giver stor usikkerhed. For Vesten, herunder EU, har indført omfattende sanktioner mod Rusland på grund af angrebet på Ukraine den 24. februar.

Et modsvar fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, kan være at stoppe for gassen til Europa. I forvejen har de europæiske ledere erklæret, at situationen viser, at de skal gøre sig uafhængige af russisk gas og olie. Men der er langt endnu, før det kan ske.

Leverer muligvis mindre

I mellemtiden er det Putin, der bestemmer, om Tyskland, Europas økonomiske supermagt, skal have gas til sin industri, og om Herr og Frau Schmidt skal have gas til husholdningen.

Analytikere siger, at Putin muligvis fortsætter med at levere gas. Men måske leverer han mindre, og det kan skabe problemer for Europa, der prøver at fylde gaslagre op til vinter.

Hvis Putin lukker helt for forsyningen, vil han skabe store problemer for Vesten. Men han vil også spille et af de store kort, han har i krisen. Og det er et kort, han kun kan spille én gang.

I EU-Kommissionen er man ikke så sikker på, at gassen vender tilbage torsdag. Det skriver avisen Wall Street Journal, der tirsdag citerede budgetkommissær Johannes Hahn for at tvivle.

- Vi arbejder ud fra den antagelse, at rørledningen ikke kommer i drift, sagde han.

Ingen klar udmelding

Hvis der bliver forsyningsproblemer, træder en solidaritetsordning i kraft, sådan at de europæiske lande deles om den gas, der kommer til kontinentet fra andre kilder. Gazprom har ikke meldt klart ud, hvad situationen er.

I mandags skrev den russiske avis Kommersant, at Canada søndag fløj en gasturbine, som er blevet repareret, til Tyskland.

Reuters skriver, at denne turbine har været i fokus under vedligeholdelsen, men den skulle nu være klar. Den skal angiveligt transporteres videre til Rusland, og det kan vare fem til syv dage, hvis der ikke er problemer med logistik eller told.

En talsmand for Tysklands økonomiministerium siger, at det ikke bør få indflydelse på den nuværende situation, da turbinen er en reservedel, der først skal bruges i september. Der er imidlertid kommet russiske fingerpeg om, at tingene ikke er på plads. At der kan ske noget.

Gazprom: Force majeure

Reuters har set et brev, der viser, at Gazprom har meddelt sine europæiske kunder, at selskabet på grund af "force majeure" - ekstraordinære omstændigheder - ikke kan garantere gasforsyninger.

Brevet er dateret den 14. juli. Heri siger gasselskabet, at det med tilbagevirkende kraft erklærer force majeure fra den 14. juni og frem. Netop denne dato blev gasforsyningen via Nord Stream 1 reduceret til 40 procent af det normale. Gazprom gav dengang forsinkelse i levering af turbinen fra Canada skylden.

Ifølge Reuters er force majeure - også kendt som "Guds handling" - en standardparagraf i forretningskontrakter. Den definerer ekstreme omstændigheder, som løser den ene part fra juridiske forpligtelser. Gazproms brev betyder ikke nødvendigvis, at gasforsyningen stopper.

Men det siger, at Gazprom ikke kan holdes ansvarlig, hvis selskabet ikke opfylder de kontraktmæssige forpligtelser og leverer gassen som aftalt.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/afgoerelsens-time-for-den-russiske-gas

GDPR