DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
DK BESS
Den danske landvindmøllekapacitet står i stampe. Det skyldes blandt andet større omkostninger ved at opføre nye vindmøller, mener brancheorganisationen Green Power Denmark. (Arkivfoto)
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opførelsen af vindmøller på land er næsten gået helt i stå

Der er kun opført 21 vindmøller på land de seneste tre år, samtidig med at mange gamle møller er pillet ned.
21. APR 2026 8.26
Energi
Plan & Byg

Det går langsomt med at få opført nye vindmøller på land i Danmark.

En opgørelse fra Green Power Denmark viser, at der sidste år blev opført otte nye vindmøller.

Men da der samtidig blev pillet 32 ældre og utidssvarende vindmøller ned, voksede kapaciteten kun med det, der svarer til 2300 husstandes forbrug.

2025 var ikke nogen enlig svale. De seneste tre år er der kun opført 21 vindmøller på landjorden.

Trist

Camilla Holbech, der er direktør for vedvarende energiproduktion, kalder det en "trist udvikling".

- Danske virksomheder er verdensmestre i at producere vindmøller, vinden blæser næsten konstant her i landet, og vi har mere end nogensinde brug for den billige, grønne energi fra vindmøllerne, siger hun.

Hun mener, at de stigende omkostninger til blandt andet at tilslutte vindenergi til elnettet er en stor del af forklaringen.

Mens det kniber med vindmøllerne, er der fortsat stor vækst i antallet af solceller. Sidste år blev der tilsluttet 897 megawatt solceller, hvilket er højere end både i 2023 og 2024.

Camilla Holbech mener dog, at udviklingen også hurtigt kan gå den anden vej, fordi projekterne ofte er flere år undervejs.

Derfor kræver en fortsat udbygning af den vedvarende energi, at udviklingsselskaberne stadig kan se perspektiver i at opføre nye anlæg nogle år frem.

- Forbruget af strøm og byggeriet af nye elforbindelser skal op i tempo for at sikre fremdrift i den grønne omstilling. Derfor er der brug for en elektrificeringsplan, siger hun.

24 procent af elforbrug

Ifølge Green Power Denmarks opgørelse over elproduktionen i Danmark i 2025 udgjorde produktionen fra landvind 24 procent af det danske elforbrug sidste år.

Solceller stod for 11 procent, mens havvind udgjorde 23 procent. Resten blev fremskaffet via andre kilder eller via nettoimport fra udlandet.

Den samlede produktionskapacitet for landvind og solceller er vokset hvert år siden 2019, men det er solcellerne, der står for størstedelen af væksten.

Mens landvindmøllernes kapacitet er øget med 417 megawatt siden dengang, er der tilsvarende kommet yderligere 1319 megawatt solceller til.

/ritzau/

Opdateret 9.45 med de sidste fire afsnit.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/opfoerelsen-af-vindmoeller-paa-land-er-naesten-gaaet-helt-i-staa

GDPR