DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Der bliver boret efter olie i Texas, USA. Den fossile industri og andre selskaber med stærke økonomiske interesser er blandt de største aktører, som spreder misinformation. - Foto: Eli Hartman/Reuters

Målrettet spredning af misinformation kan forværre klimakrisen

Den fossile industri er blandt de aktører, der ifølge rapport spreder falske fortællinger om klimaforandringerne. Klimakrisen er også en informationskrise.  
8. JUL 2025 23.19
Klima
Sikkerhed

Det går den gale vej med den globale opvarmning. Kloden bliver varmere og varmere, mens klimaforandringerne gør vejret endnu mere ekstremt. Det slår den ene rapport efter den anden fast.

Rapporterne kommer fra anerkendte forskningsinstitutter og internationale organisationer som FN. Alligevel sås der i høj grad tvivl om resultaterne. Det sker systematisk og i en sådan grad, at misinformationen kan hindre klimahandling.

Det viser en ny rapport fra The International Panel on the Information Environment (Ipie). Rapporten er baseret på 300 studier om emnet, som er blevet gennemgået.

Den største udfordring for klimahandling er ikke mangel på viden. Det er i stedet en lang række aktørers spredning af misinformation. De sigter ifølge rapporten efter at så tvivl i offentligheden om klimahandlingens effekt og desuden begrænse den politiske vilje til at gøre noget ved problemerne.

Professor: "Et meget stort problem"

Klaus Bruhn Jensen, professor i kommunikation ved Københavns Universitet, er formand for arbejdsgruppen bag rapporten. Han kalder misinformationen for "et meget stort problem". Når vi taler om en klimakrise, skal vi samtidig tale om en informationskrise, siger han.

- Man skal selvfølgelig være bekymret for, at offentligheden bliver dårligt informeret. Men man skal være særligt bekymret for, at der foregår en meget målrettet formidling af misvisende information til aktører, der er centrale for at lave klimapolitik, siger han.

Det er særligt politikere og relevante myndigheder, som er mål for kampagnerne.

Den fossile industri og andre selskaber med stærke økonomiske interesser er blandt de største aktører, som ifølge rapporten mudrer billedet til. Men også mere højreorienterede politiske partier og tænketanke spreder misinformation.

- Klimamisinformation bliver forstærket af institutioner med magten til at forme narrativerne og undertrykke ubelejlige sandheder, siger Ece Elbeyi, hovedforfatter på rapporten, i en pressemeddelelse.

- Så længe disse aktører fortsætter med at manipulere strømmen af information, vil udsigterne til effektiv og retfærdig klimahandling forblive farligt langt uden for rækkevidde.

Angreb fremfor benægtelse

Misinformationen sker på en ny måde nu sammenlignet med tidligere. I stedet for at benægte klimaforandringerne, som de gjorde før, har aktørerne skiftet strategi. Nu fokuserer kampagnerne mere på at angribe den foreslåede klimahandling.

Der bliver sat spørgsmålstegn ved effektiviteten, udgifterne og retfærdigheden ved de foreslåede tiltag. Det skyldes formentlig, at flere og flere rundtom i verden oplever konsekvenserne af klimaforandringerne i form af mere ekstremt vejr. Derfor vil det være svært ikke at fremstå som "Komiske Ali", hvis man benægter, at de er her. Det mener Klaus Bruhn Jensen.

- Så i stedet er det en lidt mere sofistikeret strategi. Man sætter spørgsmålstegn ved, om man bør handle på den måde og med de midler, som bliver foreslået.

Misinformationen bliver spredt via robotter og såkaldte internettrolde. Dermed sker det på automatiseret og koordineret vis. Det gør, at de falske fortællinger når endnu bredere ud. Et eksempel er de falske påstande om, at det var vedvarende energikilder, som forårsagede det enorme strømnedbrud i Spanien 28. april.

De mest oplagte tiltag for at sætte en stopper for misinformationen er ifølge Klaus Bruhn Jensen at regulere, hvordan information om klimaforandringer deles.

Store CO2-udledere bør ifølge ham pålægges at være mere gennemsigtige. Samtidig bør onlineplatforme tage større ansvar for at stoppe deling af misinformation, lyder det.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

DOI Konference 2025
Elpriser

Elpriser leveret af elprisenligenu.dk

Priserne er uden moms og afgifter.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/maalrettet-spredning-af-misinformation-kan-forvaerre-klimakrisen

GDPR