
Alt for mange elbilsejere betaler langt mere for at oplade bilen, end de behøver. Nye beregninger fra energiselskabet OK viser, at almindelige elbilister skal køre over 40.000 km. om året, før et abonnement med fri opladning kan betale sig. Det oplyser OK i en pressemeddelelse.
De populære all inclusive-abonnementer, som giver ubegrænset opladning for en fast månedlig pris, kan vise sig at være en dyr løsning for de fleste. Prisen for "all inclusive" elbilopladning varierer, men typisk ligger det faste månedlige abonnement på 799-899 kr./md. Konkurrencerådet har tidligere vurderet, at halvdelen af alle elbilsejere betaler op mod 70 pct. for meget for opladning.
Ifølge OK’s beregninger skal man køre næsten 50.000 km. om året, hvis man kun lader hjemme, for at et abonnement på fx 799 kr. om måneden kan betale sig. Lader man 95 pct. af tiden hjemme, skal man køre 44.000 km. om året, mens man ved 90 pct. hjemmeladning skal køre omkring 40.500 km.
- Abonnement med fri opladning er en dyr løsning for rigtig mange elbilister. For de fleste vil det være en klar økonomisk fordel kun at betale for forbruget. Og der er heldigvis mange, der tilbyder forbrugsafregnet opladning i Danmark, så elbilisterne har gode muligheder for at vælge den ladeløsning, der passer dem bedst, siger Kenneth Korsgaard, der er direktør for mobilitet i OK.
En gennemsnitsbilist i Danmark kører kun det halve
En gennemsnitlig elbilist i Danmark kører mellem 15.000 og 25.000 km. om året. En bilist med 20.000 km. årligt og 95 pct. hjemmeladning kan nøjes med en månedlig eludgift på omkring 350 kr. Dermed kan der være flere hundrede kroner at spare hver måned ved at droppe abonnementet til 799 kr. og betale for det faktiske forbrug.
Beregningerne viser også, at en elbilist med et kørselsbehov på 20.000 km. om året skal lade omkring 70 pct. af tiden væk fra hjemmet, før fri opladning kan svare sig økonomisk.
- Nogle kunder vil gerne betale overpris for at slippe for at tænke over, hvornår de lader bilen. Og andre har ikke mulighed for at lade hjemme eller kører ekstremt mange kilometer. For dem kan det give god mening med et abonnement. Men langt de fleste almindelige elbilister kan altså spare rigtig meget ved at betale for forbruget, siger Kenneth Korsgaard.
COWI har i en uafhængig analyse nået samme konklusion: Den gennemsnitlige elbilist kan spare mellem 3.000 og 4.000 kr. om året ved at betale for faktisk forbrug i stedet for fri opladning.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.






















