DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Thor skal opføres minimum 22 km ud for kysten ved Thorsminde.
Michael Drost-Hansen, Ritzau Scanpix

Lodtrækning om Thor Havvindmøllepark afgjort

Thor Havvindmøllepark skal opføres af RWE's selskab Thor Wind Farm. Det blev afgjort onsdag efter lodtrækning.
1. DEC 2021 13.15
Offshore

Det bliver Thor Wind Farm I/S, der skal stå for at opføre Danmarks hidtil største vindmøllepark Thor, der får en samlet kapacitet på en GW. 

Det blev onsdag afgjort ved lodtrækning, som blev løsningen da flere bydere havde givet lige gode bud på projektet i form af bud til minimumsprisen på 0,01 øre/kWh og maks kapaciteten på en GW. Det oplyser Klima-, Energi og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

- Thor bliver ikke bare Danmarks hidtil største havvindmøllepark, men også en af verdens største parker og vil være med til at spille at løfte Danmark ind i en ny tid, hvor sort bliver dyrere end grønt. Det er en enorm god grøn nyhed, at vindmøllebranchen har været ivrige efter at byde, og det viser igen, at Danmarks satsninger på vedvarende energi og havvind er en god investering for såvel klima, erhvervsliv såvel som for stat, siger klimaminister Dan Jørgensen (S).  

Bag Thor Wind Farm I/S står selskaberne RWE Wind Holding A/S, RWE Renewables Denmark A/S og RWE Offshore Wind A/S. 

I alt havde seks parter budt ind på at opføre havvindmølleparken heriblandt Ørsted, som også har bekræftet, at selskabet var en del af lodtrækningen. Hvor mange parter, der var en del af lodtrækning, har Energistyrelsen ikke oplyst. 

Giver 2,8 mia. i statskassen

Lodtrækningsafgørelsen var et udtryk for flere historisk gode bud på retten til at opføre vindmølleparken. I praksis betyder buddet på 0,01 øre pr KWh nemlig, at parken opføres uden statsstøtte.

Tværtimod går den danske støttemodel til statsligt udbudte havvindmølleparker begge veje, hvor staten enten yder støtte til eller modtager betaling til statskassen alt afhængig af prisen på el. Med det aktuelle bud, står Thor Wind Farm I/S til at betale 2,8 mia. til staten og Thor bliver dermed den første havmøllepark i verden, som bliver opført med betaling til staten. I Brancheorganisationen Dansk Energi jubler man over udfaldet. 

- Tillykke til RWE - men også til Danmark. Buddene er historiske og helt uden fortilfælde, og branchen som en helhed har leveret et fantastisk resultat, siger Kristine van het Erve Grunnet, branchechef hos Dansk Energi.

Energistyrelsen forventer snarligt at indkalde koncessionsvinder til et møde for at drøfte den fremadrettede proces. Energistyrelsen forventer at underskrive koncessionsaftalen med Thor Wind Farm I/S indenfor 4-6 uger.

Thor skal stå færdig minimum 22 km ud for kysten ved Thorsminde i 2027 og forventes at producere strøm i minimum 30 år. De samlede investeringsomkostninger for vindmølleparken anslås at være ca. 15,5 mia. kr.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/lodtraekning-om-thor-havvindmoellepark-afgjort

GDPR