DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Kirke i Silkeborg stopper kommunens plan om 42 meter høj mobilmast

Aarhus Stifts vetoret bruges mod mobilmast. Regeringen har tidligere droppet planer om at svække retten.
21. JAN 2026 10.49
Plan & Byg
Teknik & Miljø

SILKEBORG: Folkekirkens indsigelsesret kan ikke kun bremse vindmøller og solcelleparker, men også projekter om mobilmaster.

Det viser en ny sag fra Silkeborg, hvor Aarhus Stift og det lokale menighedsråd har gjort indsigelse mod en planlagt mobilmast tæt på en kirke, skriver TV 2 Østjylland.

Indsigelsen betyder, at Silkeborg Kommune ikke kan gennemføre projektet i sin nuværende form.

Antennemasten har en højde på 42 meter, og det lokale menighedsråd for Mariehøj Kirke, Aarhus Stift og flere lokale mente, at mastens placering var forkert.

Ifølge planen skulle masten placeres 260 meter fra kirken.

Ifølge naturbeskyttelsesloven må der ikke opføres bebyggelse med en højde over 8,5 meter inden for en afstand af 300 meter fra en kirke, medmindre kirken er omgivet af bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen.

- Vores opgave er at varetage kirkens interesser, og masten vil formentlig fremstå meget markant og dominerende, når man går ud af kirken, siger Ulrika Guldbæk Adams, specialkonsulent ved Aarhus Stift, ifølge TV 2 Østjylland.

Sagen føjer sig til debatten om kirkernes særlige rolle i planloven.

I dag kan folkekirken gennem stiftsøvrigheden gøre indsigelse mod et lokalplanforslag, hvis projekter placeres inden for fastsatte afstande til kirker.

Retten har tidligere været diskuteret i forbindelse med vindmøller og solcelleanlæg, hvor kirken kan gøre indsigelse, hvis vindmøller eller solceller skal opstilles inden for 1000 meters afstand af en kirke.

I december 2024 droppede minister for byer og landdistrikter og kirkeminister Morten Dahlin (V) planer om at svække kirkernes indsigelsesret, efter at et lovudkast havde været i høring.

- Vi har lyttet til høringssvarene og til partiernes ønsker også. Derfor forventer vi at ændre den del af lovforslaget, der omhandler stiftsøvrighedens indsigelsesret over for kommunernes lokalplanforslag, så indsigelsesretten ikke forringes i forhold til i dag, sagde Morten Dahlin dengang til Kristeligt Dagblad.

Kommunernes Landsforening (KL) har tidligere kritiseret indsigelsesretten og advaret om, at den kan forsinke grøn omstilling, mens blandt andre Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne har forsvaret kirkernes mulighed for at sige fra.

Ifølge TV 2 Østjylland undersøger Silkeborg Kommune nu en alternativ placering til mobilmasten.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/kirke-i-silkeborg-stopper-kommunens-plan-om-42-meter-hoej-mobilmast

GDPR