
EU-kommissær for energi og boliger Dan Jørgensen lover nu hjælp til lande som Slovakiet, der frygter for energiforsyningen ved et EU-stop for russisk fossil energi. På vej ind til et ministermøde i Luxembourg mandag siger Dan Jørgensen:
- Det er klart, at vi ønsker at gøre det på en måde, så ingen medlemslande vil få problemer med deres forsyningssikkerhed. Og vi ønsker at holde priserne så lave som muligt. Vi vil sikre, at alle lande føler, at de bliver hjulpet så meget som muligt af EU i denne indsats, siger han.
Dermed rækker den danske kommissær hånden ud til lande som Slovakiet og Ungarn, der er skeptiske over for EU-Kommissionens forslag om helt at stoppe for russisk energi. Begge lande ligger i det østlige Europa og har en del af deres energiforsyning baseret på russisk gas og olie.
I sidste uge gik Slovakiets premierminister, Robert Fico, så langt som til at true med ikke at støtte EU-Kommissionens forslag til en 18. sanktionspakke mod Rusland, medmindre kommissionen finder en løsning på den "krise", Slovakiet står over for, hvis importen af russisk energi udfases i EU.
Kommissionen foreslår, at den 18. sanktionspakke særligt skal ramme den russiske energi- og banksektor. Blandt andet lyder forslaget at sænke prisloftet på russisk olie for at få den russiske indtjening på olie til at falde.
Har ikke tidligere blokeret sanktioner
Slovakiet har ikke tidligere blokeret sanktionspakker, men ligesom Ungarns premierminister, Viktor Orbán, mener Robert Fico ikke, at sanktionerne virker efter hensigten.
En lang række andre EU-lande er dog klar til at sige farvel til russisk fossil energi i lyset af krigen i Ukraine. Dermed har Dan Jørgensen bred støtte til sit forslag trods kritikken fra Slovakiet og Ungarn.
Igennem de mere end tre års krig er en række EU-lande fortsat med at sende milliarder af euro til Rusland som betaling for russisk energi. Men nu skal det være slut med betale ind til den russiske krigsmaskine, siger Dan Jørgensen forud for forhandlingerne mandag.
- I dag sender vi et meget klart signal til Rusland. Vi vil ikke længere lade jer bruge jeres energi som et våben mod os og afpresse vores medlemslande. Og vi vil ikke længere hjælpe med indirekte at finansiere Putins krig, siger Dan Jørgensen.
Han forventer, at det vil lykkes at skabe opbakning til udspillet.
- Jeg har diskuteret spørgsmålet med medlemslandene mange gange. Og jeg er overbevist om, at vi vil have en meget klar støtte til dette vigtige skridt, siger Dan Jørgensen.
Aagard håber på aftale
Energiminister Lars Aagaard (M) håber, at det vil lykkes at lande en aftale om farvel til russisk fossil energi under det danske EU-formandskab, der begynder 1. juli.
- Det er et ekstremt vigtigt emne for det danske EU-formandskab. Vi vil lytte nøje til, hvad landene siger på mødet i dag, og så ser vi frem til at få de konkrete udspil fra EU-Kommissionen.
- Vi ønsker at nå frem til en konklusion, inden vi overgiver formandskabet til Cypern, siger Lars Aagaard.
EU-Kommissionen ventes om kort tid at fremlægge lovforslagene, der konkret skal gennemføre udspillet om et farvel til russisk gas, olie og atomenergi.
EU-Kommissionen ventes om kort tid at fremlægge lovforslagene bag udspillet om et farvel til russisk gas, olie og atomenergi.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.