
Energinets seneste kvartalsopgørelse viser, at 69 pct. af selskabets anlægsprojekter inden for el- og gastransmission ventes at blive udskudt eller forsinket i forhold til de oprindelige tidsplaner. Det er et fald fra 73 pct. i 2. kvartal 2025. Udviklingen skyldes især, at flere forsinkede projekter er blevet idriftsat, og at nye projekter er sat i gang. Det oplyser det statslige selskab i sin kvartalsopgørelse for 3. kvartal.
Der er dog ikke kun gode nyheder i den nylige opgørelse, for her fremgår det også, at den gennemsnitlige forsinkelse for de projekter, der fortsat er ramt, stiger fra 28 til 29 måneder. Årsagerne er blandt andet lang sagsbehandlingstid hos miljømyndigheder og kommuner, leverandørudfordringer samt projektudviklere, der ønsker at udskyde deres del af arbejdet.
I alt havde Energinet i 3. kvartal 203 transmissionsprojekter i etableringsfasen, hvoraf 192 var elnetprojekter. Af disse er 67 såkaldte netkundeprojekter, som blandt andet omfatter solcelleparker, vindmøller, batterianlæg og storforbrugere, der skal tilsluttes transmissionsnettet. Sammenlignet med status efter 2. kvartal 2025 har 14 projekter ændret tidsplan. Fire projekter ventes at kunne gennemføres hurtigere end forventet, mens 10 projekter får længere tidsplaner.
Energinet oplyser, at billedet kan ændre sig i de kommende kvartaler, da porteføljen af projekter hele tiden udvikler sig. En række initiativer er igangsat for at reducere antallet af forsinkelser, men mange af dem ventes først at få effekt for nye projekter.
- Vi arbejder hele tiden benhårdt på at sikre fremdrift for vores projekter med de virkemidler, vi har i Energinet. Vi kan dog ikke løse opgaven alene, og derfor er vi i tæt dialog med aktører og samarbejdspartnere, der har ansvar for nogle af de led i den lange værdikæde og godkendelsesproces, som anlægsprojekter skal gennem. Det er godt, at antallet af udskudte og forsinkede projekter falder, men vi er langt fra i mål endnu, siger Søren Dupont Kristensen, der er driftsdirektør i Energinet.
For at sikre en bedre rapportering af forsinkelser og udskydelser har Energinet siden seneste kvartalsopgørelse lavet en mindre justering i opgørelsesmetoden. Det betyder blandt andet, at 9 modningsprojekter er faldet ud af opgørelsen, mens 6 etableringsprojekter under 10 millioner kroner er kommet til.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

























