Borgmester: Havnedriften foregik bag lukkede gardiner
På trods af en svær økonomisk situation for Frederikshavn Havn tror borgmester Birgit S. Hansen (S) på havnens fremtid, og hun opfordrer de lokale virksomheder til at ”slå ring om vores havn."
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Frederikshavn Havn:
Borgmester: Havnedriften foregik bag lukkede gardiner

2. FEB 2024 8.28

Først fik havnen en ny ejerstrategi, og derefter blev direktionen fyret i sidste uge. Nu ser borgmesteren frem til nye løsninger fra bestyrelsen og en kommende ny direktion, der skal øge omsætningen. 

Rygterne har svirret et stykke tid i havnebranchen om den kommunale selvstyrehavn i Frederikshavn med en gæld på  1,5 mia. kr. Derfor lavede DOI.dk en interviewaftale med borgmester Birgit S. Hansen (S). Mellem aftalen blev lavet og interviewet, blev direktionen i havnen fyret. En ting gør hun klar helt fra starten.

- Jeg bruger ikke at feje tingene ind under gulvtæppet. Frederikshavn Havn er i en svær økonomisk krise. Derfor har bestyrelsen bestemt, at der skal en ny direktion til for at navigere i det svære farvand, fortæller Birgit S. Hansen, der også fortæller, at bestyrelsesformand Karsten Dybvad netop er kommet til byen, hvor han skal være de kommende dage for at arbejde med at udrede situationen.

Som ejer af kommunale selvstyrehavn har borgmesteren haft en klar fornemmelse af ikke at være godt nok orienteret omkring havnens situation.

- Vi havde svært ved at få indsigt i økonomien, og vi oplevede lukkede gardiner igen og igen, forklarer Birgit S. Hansen og understreger:

- Det betyder ikke, at kommunerne ikke dur til at eje havne, for vi ejer allerede en veldreven havn i Skagen.

Når kommunen  forgæves forsøgte at få informationer om Frederikshavn Havns økonomiske situation, fik man en klar besked.

- Vi fik at vide, der er vandtætte skotter mellem bestyrelsen og direktionen på den ene side og os som ejer på den anden side, uddyber Birgit S. Hansen.

Ny ejerstrategi og udskiftning i bestyrelsen

På grund af lukketheden og gentagne lånegarantier tog havnen en beslutning i foråret 2023.

- I maj 2023 lavede vi en ny ejerstrategi i et enigt byråd. Den blev besluttet i tæt samarbejde mellem alle gruppeformænd i et sundt samarbejde, forklarer borgmesteren.

Men i efteråret 2023 valgte fire bestyrelsesmedlemmer at forlade havnens bestyrelse, og herefter blev Karsten Dybvad hentet til havnen som bestyrelsesformand. Økonomen har både erfaring fra departementschef i Statsministeriet og som formand for Danske Banks bestyrelse, og borgmesteren husker selv, hvordan hun kontaktede  Karsten Dybvad op til valget af formand, der er lidt af et scoop for havnen.

- Jeg ringede til Karsten Dybvad og forklarede situationen. Han sagde: Jeg kommer lige op, fortæller hun.

Siden da er det gået hurtigt med fyringen af hele direktionen, hvor havnedirektøren ellers havde givet stabilitet på posten siden 2011. Selvom stabilitet er godt og sundt for en havn og de fleste organisationer, så var grænsen nået.

- Nu kan jeg ramme mig selv med mine 10 år som borgmester. Men når det er så svært, så er det tid til en forandring, lyder det fra Birgit S. Hansen.

Hun er en selv populær, og nok nærmest en folkevalgt bydronning, der ved kommunalvalget i 2021 fik opbakning af 42,1 pct. eller 13.230 af kommunens stemmer. 

- Jeg er blevet tillagt meget magt, men jeg har ikke været inde i beslutningerne i havnen. Og jeg løber ikke fra noget. Der skal være en armslængde fra borgmesteren til havnen, og det er jeg glad for nu, der har været, slår hun fast.

Den forsinkede og dyre olieterminal

Men hvis ikke det havde været for olieterminalen til Stena Oil Terminal A/S,  havde det hele set meget anderledes ud. Terminalen endte med at koste ikke de oprindeligt planlagte 210 mio. kr. men derimod hele 460 mio. kr.

- Indtil vi udvidede vores havn, var det en god investering, hvor businesscasen så god ud. Nu har vi en ny state of the art olieterminal, men den er forsinket. Det er gået hårdt udover vores likviditet, forklarer borgmesteren.

Om den dyrere og over tre år forsinkede olieterminal kan komme til at tjene flere penge til havnen med højere priser for lejeren Stena Oil og dermed tjener flere penge til havnen, ligger ikke hos borgmesteren.

- Det er den nye ledelses og bestyrelses fineste opgave at finde ud af, om det kan hentes hjem, siger Birgit S. Hansen.

Når man spørger borgmesteren, om der er noget, som kunne være gjort anderledes med olieterminalen, så er svaret klart.

- Vi kunne ikke stoppe arbejdet med en halvfærdig olieterminal til 450 mio. kr., begrunder hun garantien fra kommunen.

”Slå ring om vores havn"

Men selvom situationen måske er hård for Frederikshavn Havn, mærker borgmesteren opbakning fra de lokale virksomheder.

- Der er rigtig mange virksomheder, der ønsker havnen det bedste, og det mærker jeg. Når de spørger, siger jeg: Slå ring om vores havn, fortæller hun.

Havnen er nemlig samtidig i en gunstig situation, for hvor forretningsgrundlaget i andre havne måske er svagt, så er det anderledes i Frederikshavn Havn.

- Uanset de udfordringer som havnen er i nu, så har vi en stor havn med færger og konventionel havnedrift med fragt ind over kaj. Vi har hele tre recyclingvirksomheder med M.A.R.S., Stena og Jatop. Så har vi maritim service med MAN og Ørskov. Og så er vi nabo til Danmarks største flådestation, der også er Nato-havn, fortæller Birgit S. Hansen, der ser Frederikshavn Havns force som en forretning, der hviler på hele fire forretningsområder.

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet