NORDDJURS: Kejsegården har rimet på en af de største debatter om solcelleparker i Østjylland de seneste år. Dels, fordi planerne har været snart syv år undervejs, uden der er leveret en eneste megawatt solenergi. Og dels, fordi lokalpolitikerne gang på gang har reduceret i solcelleparkens mulige størrelse.
Oprindeligt var 240 hektar på tegnebrættet. Senest har kommunalbestyrelsen i Norddjurs reduceret det til 80 hektar. Og den reduktion har været for meget for virksomheden European Energy. I en mail til TV2 Østjylland oplyser de, at de er ude af projektet.
- European Energy har på baggrund af reduceret projektareal besluttet at træde ud af samarbejdet om at etablere et solcelleprojekt ved Ålsrode på Djursland, står der i mailen fra Mathias Berg, markedsreguleringschef hos European Energy.
Ejerne af jorden ved Kejsegården, som ligger i udkanten af landsbyen Ålsrode på det østlige Djursland, står nu alene tilbage med solcelleprojektet.
- Vi er selvfølgelig kede af det. Der er lagt mange kræfter i det fra vores side, European Energys og kommunens side. Men hvis det ikke hænger sammen økonomisk, så hænger det ikke sammen, siger Aage Nicolajsen fra Kejsegården.
Ifølge ham fik de beskeden fra European Energy kort før kommunalvalget.
- Vi har ikke besluttet endnu, hvad det betyder for os. Det har vi ikke taget stilling til endnu. Vi har bedt om at lade projektet blive liggende ved kommunen. Vi overvejer nu, hvordan vi forholder os til det, siger Aage Nicolajsen.
Kan ikke længere kobles på højspændingsledninger
Projektet er nu nede i en størrelse, hvor det ikke længere kan kobles på Energinets højspændingsledninger. I stedet kan det kobles på et andet lokalt elnet. Her skal der trækkes ledninger langt længere for at blive koblet op, og det er dyrere. Det oplyser både European Energy og Aage Nicolajsen.
Solcelleplanerne har hele vejen igennem mødt stor lokal modstand. Oprindeligt fordi den første udgave af projektet kunne have omkranset store dele af landsbyen Ålsrode.
Senest ved et kommunalbestyrelsesmøde 18. juni sidste år vakte det jubel ved flere naboer, at kommunalbestyrelsen nedjusterede solcelleparkens mulige størrelse.
European Energy skriver i en mail, at beslutningen om at trække stikket "kommer efter grundige overvejelser og dialog med kommunen i forlængelse af, at kommunalbestyrelsen valgte at beskære projektarealet sidste år.
- Vi har projektudvikling i mange kommuner rundt omkring og har nu besluttet os for at koncentrere os om udvikling og etablering af vedvarende energiprojekter andre steder i landet, skriver Mathias Berg, markedsreguleringschef hos European Energy.
I august måned trak European Energy sig også fra et solcelleprojekt i Studstrup ved Aarhus.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.



























