Kilder: Løsrevet skrotskib har forårsaget kæmpe skader i Frederikshavn Havn

En borerig måtte evakueres og fik helikopterdækket stærkt beskadiget, da et skrotskib rev sig løs.
27. OKT 2023 14.15

Sidste weekends storm, der mest forvoldte skader i den den sydlige del af Danmark, satte også Frederikshavn Havn på den anden ende.

Således rev det 322 meter lange skib Zafiro Producer sig løs fra sin fortøjning under stormen. Skibet ligger hos M.A.R.S. Europe A/S, hvor det skal skrottes og recycles. 

Kilder fortæller DOI.dk under lovning af anonymitet, at Zafiro Producer forårsagede alvorlige skader på andre fartøjer i havnen. Således blev en flydedock hos Orskov Yard A/S beskadiget, da det løsrevne skib stødte ind i det, men endnu værre gik det ud over boreriggen Noble Resilient, der også blev ramt af det løsrevne skib.

I løbet af weekenden måtte den 26 mand store besætning på riggen evakueres, fordi situationen var faretruende. Sammenstøddet betød også, at helikopterdækket på Noble Resilient er blevet stærkt beskadiget.

Skaderne på boreriggen og flydedokken skulle ifølge kilderne beløbe sig i et tocifret beløb på over 50 mio. kr.

Hos Noble ønsker man ikke at fortælle om weekendens evakuering eller skaderne, der kan have betydning for Noble Resilient fremtidige arbejdsopgaver. Det er arbejdsopgaver, der kan blive svære med et ikke funktionsdygtigt helikopterdæk. 

"Vi har dog ingen kommentarer til den sag, hvor hændelsesforløbet allerede er blevet glimrende beskrevet af havnedirektøren derovre", lyder det i et skriftligt svar fra head of media relations & senior communication partner hos Noble.

Her lød beskeden sådan her:

- Vi har koncentreret os om at udføre "damage control" og begrænse skaderne. Først og fremmest glæder vi os over, at der ikke har været personskader, lød det fra Frederikshavns Havns direktør, Mikkel Seedorf Sørensen, til Nordjyske.

DOI.dk har forgæves forsøgt at indhente en kommentar hos Frederikshavn Havns direktør, hos Orskov Yard A/S’s direktør og M.A.R.S. Europe A/S’s direktør.

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet