Aabenraa Fjernvarme kom først med overskudsvarme fra PtX
Adm. direktør hos Aabenraa Fjernvarme Tommy Palmholt er stolt af være Danmarks første fjernvarmeselskab, der kommer til at få overskudsvarme fra PtX.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, Danish Offshore Industry, DOI.dk

Fremtidens fjernvarme:
Aabenraa Fjernvarme kom først med overskudsvarme fra PtX

European Energy bankede på hos Aabenraa Fjernvarme, og det endte med, at fjernvarmeværket kommer til at aftage den første overskudsvarme fra PtX i Danmark.
25. MAR 2024 14.45

- Vi er ved at lave røret, og vi mangler kun at få lagt en kilometer mellem pumpestationen i Rise ved Rødekro og den anden ude ved Kassø, fortæller adm. direktør hos Aabenraa Fjernvarme Tommy Palmholt.

Fjernvarmeværket kommer som det første i Danmark til at aftage overskudsvarme fra et PtX-anlæg, når European Energys Kassø PtX sætter gang i sin metanolproduktion.

Den cirka fem km lange rørledning fra Kassø til Rise kommer til at forsyne fjernvarmekunderne i Rødekro med den grønne overskudsvarme fra PtX-anlægget, der er drevet af vedvarende energi fra den 340 hektar store solcellepark ved Kassø.

Opstarten af PtX-anlægget kommer til at ske omkring sommerferien i år, og det passer godt til højsæsonen i fjernvarmeverdenen.

- Forventningen er, at vi kommer til at have et fornuftigt flow det kommende efterår, fortæller Tommy Palmholt.

”Kom indenfor”

Der er blevet talt meget om sektorkobling de seneste år, men tit er visionerne endt som fugle på taget, når projekterne enten ikke er blevet ført ud i livet, eller lader vente på sig. Men i tilfældet Aabenraa Fjernvarme og European Energy er det gået helt anderledes.

- European Energy bankede på og spurgte, om vi var interesseret i overskudsvarme, og jeg sagde: 'Kom indenfor', fortæller Tommy Palmholt om en begyndelse på et ualmindeligt godt samarbejde og uddyber:

- Det er gået fantastisk godt, jeg bliver helt blød i knæene over det, så godt er det gået. Sådan har det også været med de forskellige forvaltninger i kommunen, der har været involveret. Vi har mange, mange flere problemer med gaskonverteringer.

Det gode samarbejde, der er indgået mellem fjernvarmselskabet og energiselskabet, har også resulteret i en fleksibel aftale.

- Vi har lavet en aftale baseret på gensidig tillid, og derfor er det gået så fantastisk godt. Vi har lagt et rør med en større kapacitet end de 50.000 MW-timer per år, som vores aftale er, siger Tommy Palmholt.

Parternes aftale er også sådan, at afregningen kommer til at foregå med målere. Prisen for overskudsvarmen ligger endda under, hvad det ellers billige biobrændsel kan fås til.

- Aftalen er 150,- kr. per. MW, og det er under vores produktionspris med træflis og halm, der ligger på 192,- per MW, forklarer direktøren om en pris, der er dog er bundet op på investeringer:

- Men der er investeringer til rørlægningen, og de to pumpestationer. Og vi har købt en grund af European Energy i Kassø, hvor den ene pumpestations skal ligge. Rørlægningen skulle krydse jernbanen, og det alene kostede fire mio. kr.

Mindre afbrænding i fremtiden

For Aabenraa Fjernvarme, som har 10.000 kunder i Aabenraa Kommune, er det første skridt i en omlægning af selskabets varmekilder. Direktøren ser allerede i dag en udvikling, der peger væk fra afbrænding som varmekilde.

- Vi har to fantastiske anlæg med afbrænding af træflis på anlægget i Egelund og halm i Stubbæk, siger Tommy Palmholt om de forholdsvis nye anlæg fra 2012 og 2014, der har været med til at sikre fjernvarmekunder lave priser på cirka 10.000 kr. for en gennemsnitlig bolig.

Men de politiske strømninger peger som med bilerne væk fra forbrænding, og der er et stærkt forbrugerønske om at komme væk fra afbrændingen som varmekilde. Selvom der er tale om biomasse som træflis og halm frem for gas, olie eller andet fossilt brændstof.

- Vi mærker, at kunderne stritter imod træflis, som de gjorde med gassen. De synes og skriver direkte, at træerne skal blive stående. Og de skriver, når træer bliver fældet i Aabenraa, selvom vi ikke har noget med det at gøre. Det er det nye kul, fortæller Tommy Palmholt.

Foruden ved overskudsvarmen fra Kassø PtX er Aabenraa Fjernvarme i fuld gang med endnu et spildevandsanlæg fra husholdningerne.

- Vi er ved at få produceret fire spildevandsvarmepumper på hver en MW i Finland, og vi forventer at kunne gå i gang med det anlæg i til efteråret, fortæller Tommy Palmholt.

 

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet