
Boligejere skal ikke tvinges til at udskifte deres gasfyr. Det mener Venstre, der vil droppe ambitionen om at udfase gasfyr i 2035.
Men sådan en udmelding skaber tvivl, lyder det fra Brian Vad Mathiesen, der er professor i bæredygtig energiplanlægning ved Aalborg Universitet.
- Det her skaber forvirring for de boligejere, der lige nu står over for at skulle vælge mellem et gasfyr eller fjernvarme for eksempel, siger han.
Lørdag sagde Venstres formand Troels Lund Poulsen, at det ikke giver mening at tvinge boligejere til at skifte væk fra gasfyr. Ifølge ham er der ikke en klimamæssig gevinst ved det, da man i fremtiden kan dække Danmarks gasbehov med grøn gas.
Det er "sådan set udmærket", at man tager hensyn til de boligejere, der lige nu har et gasfyr, siger Brian Vad Mathiesen.
- Man behøver ikke være firkantet, når det kommer til en deadline, men omvendt risikerer man også, at nogle går ud og laver nye investeringer i gasfyr, der kommer til at række langt ind i 2030'erne, siger han.
Hvis man bruger den grønne gas på at opvarme boliger, er der en mindre del, der kan eksporteres til Europa, som lige nu er afhængig af at importere gas fra blandt andet USA og Mellemøsten, siger Brian Vad Mathiesen.
- For hver kilowatt biogas, vi kan eksportere til Europa, sparer vi i importeret naturgas. Det har en helt konkret fysisk klimaeffekt, siger professoren.
Venstre vil fortsat arbejde for udfasning
Selv om Venstre ikke vil tvinge boligejere til at skifte væk fra gasfyr, så mener Troels Lund Poulsen, at det er "sund fornuft", at man fortsat gør, alt hvad man kan for at udfase gasfyrene frem mod 2035.
- Men det er ikke sund fornuft bare at sige, at vi i 2035 lukker fuldstændig for gassen for dem, der skulle have et gasfyr på det tidspunkt, når der er tale om grøn gas, siger partiformanden i et interview med TV 2.
Når der henvises til "grøn gas", menes der som regel biogas, som fremstilles af organiske rest- og affaldsprodukter. I 2030 forventer Energistyrelsen, at 100 procent af det danske gasforbrug er dækket af biometan, som er en opgraderet version af biogas.
Ambitionen om udfasningen af gasfyr er en del af en politisk aftale fra 2022. Aftalen indebærer blandt andet hurtigere fjernvarmeudrulning og flere varmepumper med henblik på at gøre Danmark og Europa fri af russisk gas.
Radikale Venstre: "Dybt uansvarligt"
Hos De Radikale mener man, at udmeldingen fra Venstre skaber usikkerhed. Partiets energiordfører Samira Nawa kalder det for "dybt uansvarligt".
- Jeg synes, at Venstre lægger op til en form for zigzagkurs. Enten har man et mål, eller også har man ikke et mål. Man kan ikke mene begge ting på en gang. Aftalen handler om at frigøre os af russisk gas. Det er et fælles EU-mål, og det løber Venstre fra, når de kommer med sådan en melding. Jeg kan slet ikke forstå, at de vil sætte os i denne her situation, siger hun.
Både De Radikale og Venstre er med i aftalen fra 2022.
- Jeg synes, at et regeringsparti som Venstre skal holde fast i de aftaler, de indgår. Især i denne tid, hvor vi både har en klimakrise og en sikkerhedspolitisk krise, siger Samira Nawa.
Hun opfordrer både Venstre og resten af regeringen til at tænke sig godt om.
Hos Socialdemokratiet mener man helt overordnet, at man skal bruge mindre gas og udrulle fjernvarme til endnu flere husstande. Det siger partiets energiordfører Jesper Petersen. Men den konkrete ambition, om at danske boliger ikke skal opvarmes med gas fra 2035, ønsker han ikke at forholde sig direkte til.
- Vi kommer ikke til at lukke for gassen fra den ene dag til den anden. Men Europa har brug for, at vi bruger gassen til det rigtige, især i industrien, og at vi ikke kun ser det som et dansk spørgsmål, men også et europæisk, siger Jesper Petersen.
Troels Lund Poulsen mener ikke, at den nye udmelding skaber forvirring blandt boligejerne.
- Jeg skaber ikke tvivl, når jeg lægger op til, at man kan gøre flere ting. Det kan ikke være sådan, at man ikke politisk må diskutere, hvad der skal ske ti år ude i fremtiden, siger han i et interview med TV 2.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.