
Port of Aalborg fortsatte i 2025 den positive udvikling fra året før og satte for andet år i træk omsætningsrekord. Omsætningen nåede 290 mio. kr., mens årets resultat steg med 13 pct. til 62 mio. kr., svarende til 72 mio. kr. før skat. Resultatet overgik samtidig forventningerne. Det oplyser havnen i en pressemeddelelse.
- Regnskabet er meget tilfredsstillende og overgår vores forventninger for året. Det er endnu et billede på, at vores udvikling er på den helt rette kurs. Vi har dels nogle meget attraktive logistikløsninger, og dels er vi dygtige til at imødekomme erhvervslivets store interesse i at etablere aktiviteter på havnen. Det gælder uanset, om det drejer sig om korte eller længerevarende lejeløsninger eller overtagelse af arealer til etablering af fx kontor, lager eller produktion, siger Nuuradiin Hussein, der er bestyrelsesformand i Port of Aalborg.
Regnskabet er blandt andet drevet af høj aktivitet på havnen samt stor efterspørgsel på ejendomme og oplagspladser. Regnskabet er også løftet af engangsindtægter fra arealsalg til virksomheder, der har ønsket at etablere sig i havnens erhvervspark.
Udlejningsforretningen voksede i løbet af året i takt med efterspørgslen fra blandt andet vindindustrien. I forsommeren afleverede havnen en ny oplagsplads på 390.000 kvm. til Siemens Gamesa til oplag af vindmøllevinger, og senere på året blev en ny omniterminal på 30.000 kvm. taget i brug.
Samtidig var der fortsat høj aktivitet på havnen med 875 skibsanløb og 2,4 mio. tons gods. Der var fremgang i blandt andet gods til vindenergiindustrien, korn og foderstoffer samt tørlastprodukter, mens fossile brændsler gik tilbage med et fald på 5 pct. for benzin og diesel til detail.
Containerterminalen oplevede også vækst med en stigning i antal containere på knap 10 pct., og dermed er containeromsætningen steget med omkring 50 pct., siden havnen overtog driften i 2023.
Port of Aalborg er desuden i gang med at udvide kajanlægget, som ventes klar i 2027 og skal skabe flere kajnære erhvervsarealer målrettet blandt andet vindindustrien. Projektet har modtaget EU-støtte gennem Connecting Europe Facility, da det indgår i CO2-infrastrukturprojektet Norne Carbon Storage Hub, som er udpeget som et Project of Common Interest.
Port of Aalborg forventer et lavere ordinært resultat før skat i niveauet 50-55 mio. kr. i 2026.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.






















