DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Tweet fra Trump sender oliepris på himmelflugt

Ifølge Donald Trump vil både Saudi-Arabien og Rusland lægge kraftig dæmper på produktionen af råolie.
2. APR 2020 18.04
Olie
Økonomi

Olieprisen har torsdag eftermiddag taget et gevaldigt hop, efter at USA's præsident, Donald Trump, har været ved tasterne på sin favoritplatform, Twitter.

Her annoncerer præsidenten, at han har talt med den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, i et forsøg på mægle under en priskrig mellem Rusland og Saudi-Arabien.

Efter telefonsamtalen forventer Donald Trump, at Saudi-Arabien og Rusland vil reducere produktionen af råolie med ti mio. tønder.

- Har lige talt med min ven MBS (forkortelse for Mohammed bin Salman, red.) af Saudi-Arabien, som har snakket med Ruslands præsident Putin, skriver Trump på Twitter.

- Jeg forventer og håber, at de vil begrænse produktionen med ti mio. tønder og måske væsentligt mere, hvilket - hvis det sker - vil være fantastisk for olie- og gasindustrien, tilføjer han.

Umiddelbart efter tweetet steg prisen på råolie med over 25 procent, skriver blandt andet nyhedsbureauet AFP.

Den russiske regering kan dog ikke bekræfte Donald Trumps oplysninger. Ruslands præsident, Vladimir Putin, afviser således at have været i kontakt med den saudiarabiske kronprins. Det skriver AFP.

Saudi-Arabien og Rusland er havnet i en bitter strid om olie, hvor Donald Trump har ageret som mægler. Saudi-Arabien har forsøgt at få Rusland og resten af de olieeksporterende lande i organisationen Opec til at sænke produktionen. Det har Rusland hidtil afvist.

Derefter har Saudi-Arabien øget sin produktion af olie. Og med alt for meget olie på markedet er prisen raslet ned gennem hele marts. Saudi-Arabien har torsdag anmodet om et hastemøde i Opec. Det skal ske for at 'stabilisere oliemarkedet under priskrigen', skriver AFP.

- Kongedømmet anmoder om et akut møde i Opec+ og en række andre lande i forsøget på at nå frem til en retfærdig aftale og genskabe balancen på oliemarkedet, hedder det i en meddelelse fra det saudiarabiske kongedømme.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/tweet-fra-trump-sender-oliepris-paa-himmelflugt

GDPR