USA er i gang med at beslaglægge skibet "Olina" i Det Caribiske Hav. Det oplyser en amerikansk embedsmand, der ikke står frem med navn, ifølge nyhedsbureauet Reuters fredag.
Der vil være tale om den femte indgriben af sin slags i de seneste uger, hvor USA har øget indsatsen for at få kontrol over Venezuelas olieeksport.
"Olina" sejler ifølge den offentlige skibsdatabase Equasis under det asiatiske land Østtimors flag. Skibet sejlede sidste uge fra Venezuela med lasten fyldt med olie som del af en flotille, kort efter at USA havde taget Nicolas Maduro - den nu afsatte venezuelanske præsident - til fange. Det oplyser en kilde inden for shippingindustrien ifølge nyhedsbureauet Reuters.
USA sanktionerede skibet i januar sidste år, da det havde navnet "Minerva M". Årsagen var transport af russisk olie. Den amerikanske regering beskyldte det for at være en del af skyggeflåden - en gruppe af skibe med utilstrækkelige forsikringsaftaler, der omgår sanktioner og undgår kontroller.
I rækken af beslaglæggelser vakte det tidligere på ugen især opsigt, at USA slog til mod skibet "Marinera", som sejler under russisk flag. Det skete, efter at USA havde fulgt skibet på tværs af Atlanterhavet.
USA beskyldte skibet for at sejle med olie for blandt andet Venezuela, Rusland og Iran, hvilket var et brud på amerikanske sanktioner.
Rusland har beskyldt USA for at øge spændingerne med beslaglæggelsen. To russiske statsborgere fra besætningen er siden beslaglæggelsen tidligere på ugen blevet frigivet af USA.
Udover at USA har slået til mod skibe med forbindelse til transport af venezuelansk olie, er præsident Donald Trump kommet med planer om store investeringer i landets olieindustri.
/ritzau/Reuters
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

























