
Amerikanske aktieindeks som S&P 500, Dow Jones og Nasdaq har nået nye højder i løbet af de seneste måneder. Men faktisk halter de amerikanske aktier efter de globale aktier - når man fjerner USA fra de globale indeks.
Philip Jagd, som er aktiechef i Sampension, har set på, hvordan de amerikanske aktier har klaret sig efter et år med Donald Trump som præsident. Når man måler det i amerikanske dollar, har de amerikanske aktier underpræsteret med knap 16 procent i forhold til de globale aktier uden USA.
- Amerikanske aktier har gjort det markant dårligere end resten af verden. Og det er faktisk en usædvanlighed, når vi kigger tilbage, siger Philip Jagd.
De amerikanske aktiers præstation i forhold til de globale er ifølge aktiechefen den værste siden 1994. Tilmed er det kun sket tre gange siden, at de amerikanske aktier har klaret sig dårligere end resten af verdens aktier, når man gør det op på denne måde.
- I det store billede har USA outperformet alt og alle, i særdeleshed siden finanskrisen. Så det kunne godt markere et skifte i investeringsklimaet i verden, siger Philip Jagd.
Donald Trump blev indsat som præsident 20. januar 2025 efter at have vundet præsidentvalget over daværende præsident Joe Biden. Trump var første gang præsident fra 2017 til 2021.
Det er ifølge Philip Jagd ikke de amerikanske selskabers indtjening, som har fået investorerne til at prioritere andre aktier. Indtjeningen halter nemlig ikke efter - tværtimod.
Politisk usikkerhed mulig årsag
I stedet skal forklaringen formentlig findes i en kombination af en lavere prissætning uden for USA og en politisk usikkerhed i USA, som er blevet markant større under Trump.
Risikoen ved at have investeringer i USA er ifølge Philip Jagd steget det seneste år, fordi det er blevet usikkert, hvad man kan regne med.
Han nævner arbejdsstoppet på Ørsteds havvindmølleparker Revolution Wind og Sunrise Wind som et eksempel på, at en enkelt beslutning fra Trump-administrationen fra den ene dag til den anden kan koste selskaber dyrt.
- Når der opstår sådan en usikkerhed, bliver man nødt til at stoppe op og tænke over, om det er en god idé at have to tredjedele af sine aktiver i USA under en mand, man ikke kan stole på, eller om man skulle flytte lidt ud, siger han.
Philip Jagd peger desuden på dollarkursen som et tydeligt billede på, at investorer har mistet tillid til USA. Den amerikanske dollar er faldet omkring 12 procent over for euroen det seneste år.
Samtidig er både guld- og sølvprisen steget til nye højder. Investorer søger især mod guld og sølv i perioder præget af geopolitisk uro og usikkerhed.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.




















