
Et konsortium bestående af TotalEnergies, Mitsui og Nordsøfonden har fået tilladelse af Energistyrelsen til at efterforske mulighederne for lagring af CO2 i den danske del af Nordsøen. Tilladelsen omfatter området Inez, som ligger cirka 55 km vest for Vorupør, og giver konsortiet seks år til at undersøge, om undergrunden egner sig til sikker og miljømæssigt forsvarlig lagring.
Tilladelsen er givet efter en udbudsrunde, der også omfattede områderne Lisa og Jammerbugt ud for Nordjyllands kyst. Ifølge Energistyrelsen blev der ikke indleveret bud på de to øvrige områder, som derfor ikke er blevet tildelt.
- Danmarks undergrund er særdeles velegnet til sikker og forsvarlig lagring af CO2, og med den nye tilladelse er der nu otte områder i Danmark, hvor der bliver arbejdet på – potentielt – at kunne etablere konkrete lagringsprojekter. Bedre adgang til lagring i forskellige dele af Danmark giver bedre forudsætninger for at realisere CO2-fangst og dermed bidrage med reelle reduktioner til gavn for klimaet, siger Peter Christian Baggesgaard Hansen, der er vicedirektør i Energistyrelsen.
Licensområdet dækker cirka 1.050 km² og omfatter en saltvandsakvifer i en sandstensformation omkring 1.800 meter under havbunden, hvor potentialet for lagring i de kommende år skal afklares gennem tekniske undersøgelser.
Glæde hos TotalEnergies
For TotalEnergies betyder tildelingen, at selskabet nu har tre efterforskningstilladelser til CO2-lagring i den danske del af Nordsøen. Selskabet bliver operatør på Inez-licensen med en ejerandel på 65 pct., mens Mitsui og Nordsøfonden ejer henholdsvis 15 pct. og 20 pct.
- Vi er glade for at have fået tildelt en ny CCS-licens i Danmark. Dette er et vigtigt skridt i vores ambition om at udvikle Danmarks potentiale som et europæisk knudepunkt for CO2-lagring. Med denne licens kan vi bygge videre på vores eksisterende aktiviteter og yde et konkret bidrag til at realisere en af de væsentlige klimaløsninger, der er tilgængelige for samfundet, siger Martin Rune Pedersen, der er direktør i TotalEnergies Danmark.
Med Inez-tilladelsen er der nu i alt givet otte tilladelser til efterforskning af CO2-lagring i Danmark, fordelt med fire på havet og fire på land. En efterforskningstilladelse indebærer alene undersøgelser af undergrunden og er ikke en godkendelse af et egentligt lagringsprojekt.
En endelige lagringstilladelse fik Greensand Future-projektet til gengæld fra Energistyrelsen i december. Projektet bliver dermed Danmarks første fuldskala CO2-lager. Det er lokaliseret i Nini West-feltet i Nordsøen og har Ineos, som operatør.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.


























