DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
eredskab har ikke været særlig meget på dagsordenen i Danmark før 2024, hvor man oprettede et ministerium for området, siger lektor Rasmus Dahlberg. Venstres Torsten Schack Pedersen står i spidsen for ministeriet. (Arkivfoto)
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Eksperter efterlyser et totalberedskab

Et panel af eksperter anbefaler, at man i Danmark arbejder med at etablere et totalberedskab. Her skal private virksomheder blandt andet inddrages mere aktivt.  
9. FEB 2026 11.59
Erhverv
Sikkerhed

Danmark står over for det mest alvorlige trusselsbillede siden Anden Verdenskrig.Så klar er konklusionen i den nationale risikorapport fra 2025.

Med skærpede hybride trusler og krig på det europæiske kontinent er tiden inde til at gøre det danske samfund mere robust, lyder det. Og her er et såkaldt totalberedskab "vejen frem".

Sådan lyder opfordringen fra et panel af eksperter, der i den forgangne uge afleverede en række anbefalinger om redningsberedskabet på bestilling fra regeringen.

Et totalberedskab er ideen om, at alle samfundets aktører, statslige såvel som private, inddrages i et samlet beredskab. Det forklarer Rasmus Dahlberg, der er lektor i samfundssikkerhed ved Roskilde Universitet og medforfatter til rapporten.

- Det er vor tids version af totalforsvaret fra Den Kolde Krig. Det er en måde at tænke beredskab på, hvor det ikke kun er staten og myndighederne, der står for beredskabet. Alle aktører skal inddrages.

Rasmus Dahlberg nævner eksempelvis private virksomheder og civile organisationer.

- Vi har privatiseret så meget af vores kritiske infrastruktur og kritiske funktioner, så vi bliver jo nødt til at have de private virksomheder med.

DI: Private virksomheder klar til at hjælpe

Og de private virksomheder ser også gerne, at de bliver involveret mere. Det er i hvert fald meldingen fra Rasmus Anderskouv, der er direktør for samfundssikkerhed og beredskab i Dansk Industri.

- Der er i dag ikke nogen systematisk involvering af erhvervslivet i beredskabet. Mange virksomheder vil gerne bidrage mere, men de ved ikke, hvem de skal ringe til.

Direktøren påpeger, at mange virksomheder, der for eksempel arbejder med forsyning, har kompetencer, der kan være relevante at inddrage for beredskabet. Det gælder for eksempel i forhold til forsyning af strøm, energi og lignende.

Både for samfundet og for virksomhederne selv ville det være gavnligt, at man blev bedre til at inddrage virksomhederne, pointerer Rasmus Anderskouv.

- Virksomhederne har jo også en interesse i, at samfundet kan køre videre, hvis der kommer en krise.

Rasmus Dahlberg understreger, at der siden oprettelsen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab i 2024 er sket fremgang. Danmark er dog kommet for langsomt ud af starthullerne, siger han.

- Vi har sovet tornerosesøvn alt for længe.

Danmark langt efter nabolande

I forhold til et totalberedskab er Danmarks nordiske naboer langt bedre stillet, siger han.

- Tommelfingerreglen er, at vi er fem år efter Sverige, ti år efter Norge og 30 år efter Finland.

Når Danmark halter efter, kan det skyldes, at vi i lang tid ikke har følt os lige så udsat som vores naboer, vurderer Rasmus Dahlberg.

- Vi har måske lidt af en smørhulsopfattelse. Vi har ikke store skove, der kan brænde som i Sverige og Norge. Vi er med i Nato og er ikke naboer til Rusland.

Rasmus Dahlberg erkender, at et totalberedskab vil kræve betydelige investeringer.

- Beredskab er dyrt, men det er billigere end krise, siger han.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V), men det har ikke været muligt.

/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ptx/artikel/eksperter-efterlyser-et-totalberedskab

GDPR