DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Klimakommissær Wopke Hoekstra siger på pressemødet onsdag, at EU har brug for et ambitiøst klimamål. (Arkivfoto). - Foto: Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix

EU tillader klimakreditter for at nå 90 procents klimamål

Klimakreditter og mere fleksibilitet på tværs af sektorer skal hjælpe lande med at opnå målet i tide.
13. JUL 2025 23.23
EU
Klima
Politik

OPDATERET: EU-Kommissionen foreslår et 2040-klimamål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 90 procent sammenlignet med udledningerne i 1990. For at opnå målet foreslår kommissionen at tillade klimakreditter på op til tre procent fra 2036.

Det oplyser ledende næstformand i kommissionen, Teresa Ribera, og klimakommissær Wopke Hoekstra på et fælles pressemøde onsdag.

For at nå 2040-målet foreslår kommissionen tre tiltag, som skal gøre vejen til målene mere fleksibel og dermed opnåelig for landene. Et af dem er klimakreditter, som er investeringer i projekter i tredjelande, som mindsker CO2-udledningen. Et yderligere forslag er at give landene større fleksibilitet til at opfylde målsætningen på tværs af sektorer.

Konkret betyder det, at en mangel på at opfylde reduktionsmålet i én sektor kan opvejes, hvis en anden sektor kompenserer for det i form af mindre udledninger.

Det sidste forslag for mere fleksibilitet er at tillade indenlandsk permanent kulstoffjernelse som en del af EU’s Emissionshandelssystem (EU ETS). Emissionshandelssystemet kræver, at forurenere skal betale for deres udledninger.

Permanent kulstoffjernelse er en proces, hvor man fjerner og lagrer drivhusgasser fra atmosfæren.

Begrænset brug af klimakreditter

Brugen af klimakreditter skal være begrænset og er tiltænkt som en mulighed for de europæiske industrier, som har særlig svært ved at opfylde reduktionsmålet.

Ifølge en talsperson fra EU-Kommissionen er grunden til, at landene først må bruge klimakreditter fra 2036, at det giver mere tid til at undersøge effektive og gennemsigtige projekter.

Kommissionen mener, at 2040-målet kan give investorer mere stabilitet, så de kan være sikre på, at deres investeringer kommer til at bære frugt i fremtiden.

EU-Kommissionens udspil er ikke endeligt. For at blive vedtaget, skal forslaget stemmes igennem i EU-Parlamentet og med kvalificeret flertal i EU-Ministerrådet.

Skal også vedtage 2035-mål

Ud over 2040-målet skal EU-institutionerne blive enige om et 2035-klimamål, som skal vedtages i september i år, så det kan være klar til at blive præsenteret på COP30 i Brasilien senere på året. 2040-målet ventes at bestemme retningen for 2035-målet. Begge mål skal i sidste ende bane vejen for klimaneutralitet i 2050.

Klimafortalere frygter, at EU-institutionerne ikke kan blive enige om 2040-målet, inden 2035-målet skal præsenteres. Det kan føre til et mindre ambitiøst 2035-mål.

Det skyldes, at 2035-målet i så fald ikke er et delmål for at opnå 2040-målet, men herimod et delmål om at opnå det mere langsigtede 2050-mål.

Forhandlingerne i EU-Ministerrådet ventes ifølge kommissionen grundet den korte tidsfrist at gå i gang snarest muligt Det er det danske EU-formandskab, der skal styre forhandlingerne for 2040-målet i EU-Ministerrådet.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

DOI Konference 2025
Tilmeld dig nyhedsbrevet

https://www.doi.dk//ccs/artikel/eu-tillader-klimakreditter-for-at-naa-90-procents-klimamaal

GDPR