DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, åbner for at indgå en aftale med USA's næste præsident, Donald Trump, om eksempelvis at købe mere amerikansk naturgas. Det kan hjælpe Trump med at indfri målsætningen om at ændre handelsbalancen med Europa og måske føre til, at han dropper trussel om told på europæiske varer. - Foto: Marton Monus/Reuters

Von der Leyen åbner for økonomisk aftale med Trump

EU-Kommissionens formand vil forhandle med Trump for at finde en aftale, der sikrer fortsat samhandel.
11. NOV 2024 11.39
Erhverv
EU
Gas
Politik
Økonomi

Donald Trumps trusler om at indføre told på europæiske varer har skabt dyb bekymring i EU. Men der kan måske være en vej ud.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, åbner for at lave en økonomisk aftale med Trump, der skarpt har kritiseret, at EU eksporterer mere til USA, end EU køber af varer. Dermed har USA et urimeligt handelsunderskud med EU, lyder det fra Trump.

Ursula von der Leyen fastslår dog, at hun er parat til eksempelvis at se på større europæiske indkøb af naturgas i USA. Det vil i givet fald medvirke til ændre handelsbalancen mere til USA's fordel, hvis EU flytter sit indkøb til Trumps hjemland.

- Vi kunne erstatte russisk gas med amerikansk gas. Det kunne vi tale om siger Ursula von der Leyen.

Udmeldingen kom på et pressemøde efter det uformelle EU-topmøde i Budapest. Her har Europas konkurrenceevne været temaet. Det var allerede fastlagt, længe før Donald Trump i denne uge vandt det amerikanske præsidentvalg.

Men dagsordenen er kun blevet mere presserende med udsigten til en ny Trump-administration. Europa frygter konkret, at Donald Trump vil gøre alvor af sine trusler om at lægge en told på 10 til 20 pct. på europæiske varer.

Villig til at indgå aftaler

Udmeldingen fra von der Leyen er en indikation på, at EU-toppen håber det vil være muligt at indgå aftaler med Trump, der ynder at se sig selv som en "dealmaker", der bruger kontante udmeldinger til at indgå aftaler, som styrker USA.

Trump har i valgkampen brugt en voldsom retorik over for Europa med trusler om en toldmur, men i Bruxelles håber man, at Trump i virkeligheden blot går efter at ændre handelsbalancen.

For det er heller ikke i Trumps interesse at lægge told på europæiske varer. Det vil nemlig med stor sandsynlighed fører til, at EU-Kommissionen finder på at gøre gengæld. Dermed kan handlen på tværs af Atlanten falde, og det vil skade begge allierede parter.

Europa har flere muligheder for at hjælpe Trump med at få handelsbalancen rettet op - uden at det skader EU-landene. Ud over under alle omstændigheder at skulle finde et sted at købe gas står EU-landene også over for fortsat oprustning. Her kan løfter om øgede forsvarsindkøb i USA måske også formilde den nyvalgte Trump.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/von-der-leyen-aabner-for-oekonomisk-aftale-med-trump

GDPR