DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Virgin vil flyve klimaneutralt over Atlanten

Med grønt brændstof og klimakreditter vil Virgin Atlantic i samarbejde med den britiske regering i 2023 sende et fly klimaneutralt fra London til New York.  
19. DEC 2022 11.39
Power-to-X

Næste år bliver der sat en grøn milepæl inden for luftfarten. For første gang nogensinde vil et fly tage turen over Atlanten udelukkende ved brug af såkaldt bæredygtigt flybrændstof.

Det - sammenholdt med køb af klimakreditter - betyder ifølge de involverede, at flyturen kan betegnes som at gå i nul, hvad angår udledning af CO2. Det ses som en stort skridt for den normalt meget klimaskadelige luftfart.

Det bæredygtige flybrændstof produceres primært af affaldsolie og fedtstoffer som for eksempel madolie. Når det udgør 100 pct. af flyets brændstof i stedet for det sædvanlige petroleum, reducerer det CO2-udledningen med 70 pct. Det i sig selv gør altså ikke flyturen klimaneutral.

Klimakreditter

For at regnestykket går op, så udledningen af CO2 går i nul, bliver de resterende 30 pct. klaret via køb af klimakreditter i teknologi, som fjerner CO2 fra atmosfæren.

Køb af de såkaldte klimakreditter tillader køberen at udlede CO2. For kreditten er et løfte om, at udledningen bliver neutraliseret et andet sted.

Det er det britiske luftfartsselskab Virgin Atlantic, som i 2023 vil sende et fly af typen Boeing 787 klimaneutralt over Atlanten. Turen går fra lufthavnen Heathrow i London, Storbritannien, til John F. Kennedy-lufthavnen i New York, USA.

Forventningen er, at flyturen vil finde sted i slutningen af 2023 uden nogen passagerer om bord. Projektet sker i samarbejde med den britiske regering. Den giver et symbolsk beløb på en million pund - 8,5 millioner kroner - til projektet.

Virgin Atlantic og dets samarbejdspartnere smider selv lignende beløb i det. Blandt samarbejdspartnerne er producenten af luksusbiler Rolls-Royce, som leverer motorerne til flyet.

Afsætter stort beløb til bæredygtigt flybrændstof

Derudover lover regeringen 1,4 mia. kr. til udvikling og produktion af bæredygtigt flybrændstof. Den britiske regering har sat et mål om, at der senest i 2025 skal være mindst fem fabrikker på vej, som producerer det bæredygtige flybrændstof. Storbritanniens transportminister, Mark Harper, ser store perspektiver i satsningen.

- I årtier har det at flyve fra London til New York symboliseret luftfartens evne til at forbinde folk og bidrage til international fremgang. Nu kommer det i forreste linje i forhold til at fjerne CO2-udledningen fra flyvninger.

- Denne flyvning vil ikke kun bane vejen for fremtidige generationer. Det vil også demonstrere, hvor meget vi kan opnå, når vi arbejder sammen om et fælles mål, siger han.

Hos Virgin Atlantic ser administrerende direktør Shai Weiss projektet som vigtigt. For det skal bidrage til at udbrede og forbedre det grønne flybrændstof.

- Denne udfordring understreger, hvor vigtig en rolle bæredygtigt flybrændstof har i at stoppe udledninger fra flytransport og behovet for hurtigt at skrue op for produktionen og brugen af det, siger han.

Fra dansk side vil der nok blive holdt skarpt øje med, hvordan projektet forløber. Den nye SVM-regering sigter efter at etablere en grøn indenrigsrute i 2025. Og senest i 2030 skal indenrigsflyvningen være helt grøn.

Det vil man blandt andet opnå ved at kigge på mulighederne i grønne brændstoffer.


/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ptx/artikel/virgin-vil-flyve-klimaneutralt-over-atlanten

GDPR