
Holstebro Kommune er blevet udpeget som hjemsted for Danmarks første energipark. Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin har den 13. marts officielt udpeget området ved Idomlund til energipark gennem en bekendtgørelse. Det skriver By-, Land og Kirkeministeriet.
- Holstebro Kommune har længe været en af de førende kommuner hvad angår opstilling af vindmøller og solceller. Jeg glæder mig over, at vi med udpegningen af energiparken Energy Hub Holstebro ved Idomlund som Danmarks første energipark hermed har fået et markant skulderklap til at skabe et vigtigt knudepunkt for grøn energiproduktion og fossilfrie brændstoffer. Energiparken ligger ved transformerstationen, hvor den grønne strøm fra havvinden i Nordsøen og landbaseret VE kommer ind. Alt sammen er med til at gøre vores kommune til en endnu vigtigere brik i den grønne omstilling af Danmark og resten af verden, siger borgmester i Holstebro Kommune H. C. Østerby.
Den nye energipark skal give mulighed for at planlægge et PtX-anlæg med tilhørende erhverv. Energiparken vil dog ikke indeholde solceller eller vindmøller, selvom betegnelsen ofte forbindes med disse energikilder. PtX er en central del af målet om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 pct. i 2030 og opnå klimaneutralitet i 2045.
- Holstebro Kommune har ønsket muligheden for at udvikle PtX og medfølgende erhverv. Derfor er jeg glad for, at vi har kunnet hjælpe dem med at få det ønske opfyldt. Energiparkerne er et vigtigt skridt i vores grønne ambitioner, som også kan skabe sikkerhed om forsyningen af energi. Samtidig giver energiparkerne mulighed for nye erhvervs- og udviklingsmuligheder i landdistrikterne, der kan bidrage til flere arbejdspladser og mere vækst lokalt, siger minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin.
Energiparkloven, der trådte i kraft 1. juli 2024, giver kommuner mulighed for at etablere energiparker i afgrænsede områder på land. Kommunerne indmelder selv forslag til energiparker, der kun kan udpeges, hvis kommunalbestyrelsen bakker op om projektet. Holstebros energipark i Idomlund er den første i rækken af kommunalt efterspurgte energiparker.
- Den grønne omstilling er vigtig for Danmarks konkurrenceevne, for sikkerhed og for klimaet. Derfor er det vigtigt, at de kommuner, der gerne vil og har lokal opbakning til at udbygge grøn energi, kan få lov til det. Holstebro Kommune er en af dem, der tager et stort grønt ansvar på sig, og som nu skal huse en energipark med fokus på PtX-udvikling. Det er grøn handling, der virker, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
jel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.