
Det er med et særdeles dystert bagtæppe, at verdens ledere nu samles til det årlige klimatopmøde, som denne gang afholdes i Egypten. Der er krig i Europa, priserne på energi og fødevarer er braget op, og for verdensøkonomien er udsigterne særdeles usikre.
Flere regeringschefer, herunder USA's præsident, Joe Biden, har meldt deres ankomst. Men i Danmark er en ny regering ikke dannet endnu, efter at der tirsdag blev afholdt folketingsvalg.
Sidste år spillede klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) en stor rolle, og derfor kan Danmark denne gang misse en oplagt mulighed:
- Dan Jørgensen var udpeget til at lede forhandlingerne om det, der fik mest opmærksomhed - hvordan vi skulle holde målet om 1,5 grader i live, fortæller Jens Mattias Clausen, EU-programchef i den grønne tænketank Concito.
- Det tager lang tid at bygge den form for position, hvor man står centralt i forhandlingerne. Det er klart, at det kan vi ikke bygge videre på, hvis ikke vi deltager med en minister, lyder det.
Langt fra Paris-mål
Flere rapporter har op til topmødet kunnet beskrive, hvordan vi slet ikke er på vej mod at nå målene i Parisaftalen. Med aftalen blev verdens lande enige om at begrænse den globale opvarmning til et godt stykke under 2 grader ved udgangen af århundredet.
Den skulle helst begrænses til 1,5 grader over det førindustrielle niveau, men vi er allerede 1,1 grader over og er på vej mod 2,4-2,6 grader.
- Det er et afgørende klimatopmøde. Det er alle COP'erne fra nu af, lyder det fra Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder hos Greenpeace.
- Det er særligt vigtigt, fordi den overordnede problematik, der skal løses i år, er, at vi får etableret en mekanisme, hvor de rige lande med historisk ansvar for klimakrisen, viser sig i stand til at leve op til deres mange løfter om penge til verdens fattigste, siger hun.
Også Jens Mattias Clausen fra Concito peger på, at der vil være stort fokus på de emner, som fylder meget for de mest sårbare ulande.
- Det handler blandt andet om, hvordan man tilpasser sig de her klimaforandringer, der sker nu. Hvordan får man hjælp, og hvem skal finansiere det, siger han.
Aktivister har svære vilkår i Egypten
Årets klimatopmøde er det 27. af sin slags og kaldes derfor COP27. Normalt er der mange aktivister, men i år holdes mange væk. Hotelpriserne i badebyen Sharm el-Sheikh, der er vært, er høje, og retten til at protestere er helt anderledes i Egypten end for eksempel i Danmark.
Svenske Greta Thunberg kommer for eksempel ikke, da hun mener, at der ved topmødet i år er en "ekstremt begrænset" plads til civilsamfundet. Helene Hagel fra Greenpeace mener, at det et stort dilemma, for problemerne er velkendte.
- Men vi må bare anerkende, at man ikke kan løse klimakrisen uden de her topmøder - og de afrikanske lande har selv valgt Egypten. Samtidig kan vi ikke have succesfulde topmøder uden mulighed for at demonstrere. Så det er et dilemma, vi må forsøge at navigere i, så godt som vi nu kan, lyder det.
En af dem, der tager turen til COP27, er den danske aktivist Mette Susgaard, der er en del af Den Grønne Ungdomsbevægelse (DGUB).
Det er i hendes optik vigtigt med unge mennesker, der minder både politikere og andre aktører om alvoren af krisen.
- Det er point of no return. Det har vi sagt i mange år, men nu kan det ses.
- Sommeren har vist for rigtig mange, at klimakrisen allerede er her, og at den også kan ses i Europa, siger hun.
Det skal både ske ved at tale med den danske delegation, koalitioner med andre unge og aktioner, som skal sætte fokus på krisen.
Hun føler sig i den sammenhæng godt beskyttet som dansker og forholder sig til de rammer, som FN sætter for aktionerne ved topmødet.
- Jeg ville være bekymret, hvis vi lavede demonstrationer som herhjemme, for så ville vi nok blive fængslet, fordi det ikke er lovligt på den måde.
- Og så ville jeg selvfølgelig også være bekymret for, at det ville gå hårdere ud over egyptere og andre afrikanere, siger Mette Susgaard.
COP27 slutter efter planen 18. november. Normalt går det dog over tid.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.