DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
EU-kommissær for energi og boliger, Dan Jørgensen, fortalte torsdag pressen om sit møde med USA's energiminister, Chris Wright. Det skete foran Berlaymont-bygningen i Bruxelles, som huser EU-Kommissionen.
Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix

USA presser Dan Jørgensen for hurtigst muligt at lukke for russisk gas

På et møde med Dan Jørgensen understreger amerikansk energiminister, at Europa bør stoppe køb af russisk gas.
11. SEP 2025 15.10
Energi
EU
Internationalt
Politik

USA presser på, for at Europa "hurtigst muligt" skal lukke for russisk gas. Det siger EU-kommissær for energi og boliger Dan Jørgensen efter et møde med USA's energiminister, Chris Wright.

USA vil i stedet være klar til at forsyne Europa med den nødvendige gas. Det har den amerikanske energiminister understreget på mødet ifølge Dan Jørgensen.

Den danske kommissær lægger dog ikke op til at ændre tidsplanen i EU-Kommissionens udspil, som sigter efter et stop for russisk gas inden 2028.

- Det er i forvejen en meget ambitiøs tidsplan, siger Dan Jørgensen.

Han understreger, at EU-Kommissionen lægger op til at stoppe alle korttidskontrakter ved årets udgang.

- Det betyder, at en tredjedel af den russiske gas, vi importerer, snart vil stoppe.

- Det tager selvfølgelig længere tid at komme ud af langtidskontrakterne. Og vi skal sikre, at EU-landene har alternativer, siger Dan Jørgensen.

Mødt modstand

EU-Kommissionens plan om et hurtigt farvel til russisk gas har mødt modstand fra lande som Ungarn, Slovakiet og Østrig, der henviser til, at de ikke har havne og dermed sværere ved at importere gas andre steder fra.

Dan Jørgensen tror dog, at det vil lykkes at få vedtaget forslaget, fordi det kan ske med kvalificeret flertal.

Sker det, så står USA klar til at sælge den nødvendige gas til Europa. Det fastslog den amerikanske energiminister over for Dan Jørgensen.

- USA er ved at udvide deres produktion for at kunne øge deres eksport, siger Dan Jørgensen.

Det er dog ikke EU-Kommissionen eller Dan Jørgensen selv, der står for energiindkøbene. Det er op til de enkelte lande.

EU-Kommissionen har lovet EU-landene at arbejde for, at de har sikkerhed for deres energiforsyning trods et farvel til russisk gas.

- Det vi kan gøre, er at facilitere og sikre, at hvis der er nogen udfordringer omkring lovgivning, så løser vi det, siger Dan Jørgensen.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/usa-presser-dan-joergensen-for-hurtigst-muligt-at-lukke-for-russisk-gas

GDPR