
USA vil lette nogle af de sanktioner på olie og gas, som landet har underlagt Venezuela. Det sker, efter regeringen og oppositionen i Venezuela er blevet enige om at afholde valg i 2024. Det oplyser USA's finansministerium i en udtalelse.
Her skriver ministeriet, at det som svar på "disse demokratiske udviklinger" har udstedt salgstilladelser, der involverer Venezuelas industrier for olie, gas og guld.
Tilladelserne til at sælge olie og gas gælder i første omgang i seks måneder. Kun hvis Venezuela lever op til sine forpligtelser vil de blive fornyet, lyder det i udtalelsen ifølge AFP.
I udtalelsen tilføjer ministeriet, at det er klar til at ændre eller tilbagekalde de udstedte tilladelser, hvis Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, ikke lever op til forpligtelserne i aftalen med oppositionen.
Klar til at ophæve flere sanktioner i modydelse for demokratiske indrømmelser
Aftalen mellem Maduros regering og oppositionen i Venezuela blev indgået tirsdag. Her blev parterne enige om, at der skal afholdes valg i det sydamerikanske land i anden halvdel af 2024, samt at der skal gives adgang til internationale valgobservatører.
Oppositionen i Venezuela samt flere lande herunder USA anerkender ikke Nicolas Maduros valgsejr i 2018.
Joe Bidens regering har længe sagt, at man ville ophæve nogle af sanktionerne mod Venezuela, hvis Maduro kom med nogle demokratiske indrømmelser.
Trods aftalen mellem regeringen og oppositionen i Venezuela er visse politikere fra oppositionen fortsat underlagt et forbud mod at bestride et offentligt embede.
USA's regering har opfordret Nicolas Maduro til at tillade et frit og fair valg ved at ophæve disse forbud inden udgangen af november i bytte for ophævelse af sanktioner. Desuden opfordrer USA også præsidenten til at løslade politiske fanger.
/ritzau/Reuters
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.