
USA vil i april fremlægge nye nationale mål om CO2-reduktion for at begrænse den globale opvarmning.
Det sker i henhold til den internationale klimaaftale, som blev indgået i Paris i 2015 mellem over 190 lande.
Det bekræfter den amerikanske regerings særlige klimaudsending, John Kerry, onsdag efter et møde med den franske finansminister, Bruno Le Maire, i Paris.
- Vi vil annoncere vores NDC på topmødet 22. april eller i dagene før det, siger den tidligere amerikanske udenrigsminister med henvisning til et internationalt klimatopmøde, som USA's præsident, Joe Biden, indkaldte til kort tid efter sin indsættelse 20. januar.
På topmødet skal det drøftes, hvordan man styrker nogle af de bestemmelser, der skal bremse udledningen af klimagasser.
En ekstraordinær krise
Tirsdag oplyste John Kerry under et besøg i Bruxelles, at EU og USA skal forny deres fælles indsats for at bekæmpe klimaforandringer, før de gør uoprettelig skade. Han understregede, at der er brug for omgående handling.
- Vi står over for en ekstraordinær krise, sagde han efter mødet med repræsentanter for EU.
I aftalen fra Paris blev der sat et mål om, at den globale opvarmning kun skal stige 1,5 grader i forhold til det førindustrielle niveau.
- Efter min mening har vi allerede ventet for længe med at tage os af klimakrisen. Vi kan ikke vente længere. Vi ser det med vores egne øjne. Vi føler det. Vi kan mærke det i vores knogler. Og det er tid til at handle, sagde han i januar.
Joe Biden har gjort bekæmpelse af den globale opvarmning til en mærkesag i sin nye regering. Hans forgænger, Donald Trump, trak USA ud af Parisaftalen, men under Biden har USA igen tilsluttet sig aftalen.
NDC er nationalt fastlagte løfter, som underskrivere af aftalen har forpligtet sig til at melde ud.
Ritzau/AFP
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.