
De er splittede i Ukraine. På den ene side er det positivt, at Israel udfører omfattende angreb mod Iran.
Iran er en af Ruslands tætteste allierede og har blandt andet leveret våben og droner i massevis til landets krig mod Ukraine.
På den anden side er der bekymring for, at den eskalerende konflikt i Mellemøsten mellem Iran og Israel, to gamle ærkefjender, stjæler den globale opmærksomhed, så Ukraines behov for hjælp fra Vesten bliver glemt. Det siger anonyme ukrainske embedsmænd til AFP.
Samtidig vækker det ukrainsk bekymring, at konflikten presser oliepriserne i vejret. Olie er en afgørende indtjeningskilde for Rusland til at finansiere krigen mod Ukraine.
- For Ukraine er udfordringen olieprisen. Hvis priserne forbliver høje længe, vil russerne tjene mere, siger en højtstående politisk ukrainsk kilde til AFP.
Israel begyndte fredag i sidste uge at angribe Iran, der prompte svarede igen. Frygten internationalt er, at konflikten tager til og spreder sig i den i forvejen urolige region.
Flere højtstående iranske militærfolk er meldt dræbt i angrebene, som presser Irans militære kapacitet. Det sætter sandsynligvis en begrænsning for, hvor meget Iran kan støtte Rusland. Israel hævder at have angrebet flere steder for våbenproduktion i Iran. Desuden angriber Iran Israel med missiler, som dermed ikke kan sendes til Rusland.
- Det iranske regime er Ruslands allierede. Jo mere, de taber, desto bedre.
- Overordnet set gør Israel hele verden en tjeneste. Det er et faktum, siger en ukrainsk kilde.
Risikoen for endnu mindre støtte og opmærksomhed fra USA, Israels vigtigste allierede, giver imidlertid panderynker i Kyiv, den ukrainske hovedstad.
Den amerikanske præsident Donald Trumps administration har gjort det klart, at dens sikkerhedsprioriteter ligger i Mellemøsten og Asien. Europa er længere nede på listen.
Det øger risikoen for, at russiske fremskridt på slagmarken eller dødelige luftangreb bliver mødt med stilhed fra Det Hvide Hus, der i forvejen mest af alt ser krigen i Ukraine som Europas problem.
Ukraine forsøger at indynde sig hos USA for at få mere støtte. Men det er blevet udfordret af, at forholdet mellem Trump og den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, er anspændt. Zelenskyj erkendte for nylig, at konflikten mellem Iran og Israel medfører risici for Ukraine.
- Ingen påstår, at vi har et vigtigere forhold, end Amerika og Israel har. Men vi ser gerne, at støtten til Ukraine ikke falder på grund af det, sagde han.
Han pegede på, at Israels krig mod Hamas i Gazastriben har haft netop den konsekvens. Da krigen brød ud i Gaza i oktober 2023, halvandet år efter krigens begyndelse i Ukraine, fik det Ukraine til at øge fokus på at skrue op for sin egen produktion af våben. Det siger embedsmænd fra Zelenskyjs kontor.
Han sagde tidligere på måneden, at USA måske kan finde på at sende tusindvis af missiler til Mellemøsten i stedet for til Ukraine, som har brug for dem til at nedskyde russiske droner. Rusland har sendt droner og missiler, herunder iranskproducerede, i massevis mod Ukraine siden krigens begyndelse.
- Lad os håbe produktionen eller forsendelsen af våben til Rusland vil dale. Det vil hjælpe Ukraine, siger Zelenskyj.
Det britiske forsvarsministerium peger i nye efterretninger på, at Irans forsendelser af våben til Rusland kan falde på grund af Irans konflikt med Israel. Det peger dog også på, at det globale fokus på Mellemøsten vil hjælpe Rusland.
- Rusland drager næsten helt sikkert nogen fordel af konflikten, fordi den distraherer det internationale fokus fra landets krig mod Ukraine.
/ritzau/AFP
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.