DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Elnettet kan ikke følge med:
Tyske solceller kobles fra i solskin

Det tyske elnet har for lav kapacitet, og det betyder, at flere solceller bliver koblet fra netværket. Det har Jens Husemann oplevet på førstehånd.  
9. AUG 2022 15.28
Energi

Det er de færreste, der vil klage over flere solskinstimer. Især hvis man ejer et solcelleanlæg. Men for tyske Jens Husemann betyder for mange solstråler, at solcellerne på hans lille anlæg i det sydlige Tyskland bliver koblet fra elnettet.

- De er blevet koblet fra hver dag, har Jens Husemann fortalt AFP om den seneste periode med mange solskinsdage.

Hans solcelleanlæg ligger på taget af et logistikselskab i Aurach i Bayern. Derudover driver han også en energikonverteringsvirksomhed tæt på München.

Strømmen fra Jens Husemanns solceller bliver ført ud i elnettet af energioperatøren N-Ergie. Men operatøren har flere gang måttet lukke for tilførslen fra solcellerne på grund af for solrigt vejr. Problemet er en for lav kapacitet i elnettet. Det betyder, at der ikke er plads til den overskydende strøm, da det ville overbelaste netværket.

I år har det allerede resulteret i mere end 120 dage, hvor hans solceller er blevet koblet fra. En særligt paradoksal situation i betragtning af, at Tyskland befinder sig i en energikrise, hvor netop problemer med energiforsyning er en stor faktor.

Tyskland har store ambitioner

Europas største økonomi har ellers sat sig for en ambitiøs grøn omstilling i landet, hvor 80 pct. af elektriciteten skal komme fra vedvarende energikilder i 2030.

Rusland har sidenhen skåret i gasforsyningen til Tyskland med 80 pct. som følge af krigen i Ukraine. Og den grønne omstilling er hertil blevet endnu et offer for konflikten.

Det er særligt udbygningen af elnettet, der halter bagud i forhold til at kunne modtage mængden af energi fra vedvarende energikilder. Det gør det særligt frustrerende for Jens Husemann. Hans solceller kan normalt forsyne 50 husstande årligt. Men de gentagne frakoblinger betyder, at de nok kun kommer til at forsyne halvdelen.

Flaskehalsproblemer

N-Ergie har haft 257 dage sidste år, hvor de måtte lukke for tilførslen af strøm fra solceller til dele af netværket.

- Vi oplever i øjeblikket en hidtil uset fremgang i solcelleteknologi, siger udviklingschefen i N-Ergie, Rainer Kleedörfer.

Selv om det umiddelbart er positivt, så bliver der skabt et flaskehalsproblem. Det skyldes, at det kun tager et par år at bestille et solcelleanlæg. Men det tager fem til ti år at opdatere den nødvendige infrastruktur, oplyser N-Ergie.

I 2020 var der 6,1 terawatt uudnyttede timer elektricitet fra vedvarende energikilder i Tyskland ifølge de nyeste tal. Det kunne forsyne 2,4 millioner gennemsnitlige husstande med grøn strøm.

Den største udfordring ligger i langsomme godkendelsesprocessor og en mangel på specialiserede virksomheder. Det siger en talsmand fra Tysklands energistyrelse. I Aurach har Jens Husemann desuden oplevet, at der er forsinkelser på betalingerne for den strøm, han leverer.

Han mangler allerede omkring 35.000 euro, svarende til cirka 260.000 kr., for strøm produceret i år. Strøm, der vel at mærke aldrig er kommet ud til en stikkontakt.

Ritzau / AFP

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/tyske-solceller-kobles-fra-i-solskin

GDPR