DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Gas varmer ovnen op til 850 grader, før kisten brændes af. Måske kan der dog skrues lidt ned for temperaturen til 750 grader.
Thomas Frey, Ritzau Scanpix

Tyske kremeringer er i fare ved gasmangel

Det kræver en stor mængde gas at starte en ovn til ligbrænding, så branchen må tænke kreativt, hvis der bliver lukket for hanerne fra Rusland.  
8. AUG 2022 13.52

Udsigten til mangel på russisk gas har allerede fået mange konsekvenser i Tyskland. Der bliver slukket for det varme vand i offentlige bygninger. Nattebelysning bliver beskåret. Og alle tyskere bliver bedt om at spare på energien, hvor de kan.

Desuden er mange tyske virksomheder blevet sat i udsigt, at de kan blive tvunget til at klare sig uden den fulde mængde gas til vinter. De skal derfor skrue ned for fabrikkerne eller finde på andre løsninger.

Men det er ikke så nemt for Tysklands mange krematorier. Antallet af dødsfald er i hvert fald svært at justere.

- Du kan ikke slukke for døden, som Svend-Jörk Sobolewski, formand for den tyske krematorieforening, udtrykker det over for nyhedsbureauet Reuters.

Knap tre fjerdedele af de cirka 20.000 tyskere, der dør hver uge, bliver kremeret. Det er en lidt lavere andel end i Danmark, hvor seks ud af syv lig brændes, men højere end i det meste af Europa.Og kisterne kommer derfor hurtigt til at stå i stabler, hvis der ikke kan sættes gang i ovnene.

Derfor vil Svend-Jörk Sobolewski have branchen højt op på prioriteringslisten, hvis der bliver indført gasrationering. Det sker, hvis regeringen går til trin tre i sin gasnødplan. Siden slutningen af juni har landet været på andet trin.

Overvejer elløsning

I krematorierne bruges gas til at starte ovnene op hver morgen og efter vedligehold. Når først de er nået op til en mindstetemperatur på 850 grader, holder de sig varme af sig selv, så længe de bliver fodret med kister og lig. Derfor er det i nogle af de større faciliteter på tale at holde ovne kørende 24 timer i døgnet.

- Så ved gasmangel ville vi kunne arbejde videre i de varme ovne, siger Karl-Heinz Könsgen fra Tysklands største krematorium i Dachsenhausen vest for Frankfurt til Reuters.

Ifølge formand Svend-Jörk Sobolewski ville det kunne spare omkring 80 pct. af gasforbruget. Men det er ikke en mulig løsning for de mindre travle af landets godt 160 krematorier, og at holde åbent døgnet rundt ville desuden øge udgifterne til personale. I forvejen bliver kremeringer for tiden dyrere på grund af de forhøjede gaspriser.

En anden mulighed er at nøjes med at varme ovnene op til 750 grader. Det ville spare 10 til 20 pct. af gasforbruget, men det kræver en særlig tilladelse fra miljøministeriet, som det lige nu tygger på. På sigt overvejer branchen også, om processen kan omstilles fra gas til el.

Det er dog ikke noget, der kommer til at være på plads hen over natten, siger Stephan Neuser, chef for den tyske bedemandsforening, til Reuters.


Ritzau / Reuters

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/tyske-kremeringer-er-i-fare-ved-gasmangel

GDPR